Hvad er det lige, der sker? Hvorfor er det, jeg synes, livet er kluddermor for alle pengene, og at jeg har så forbistret svært ved at få viklet den ene knude ud, før den næste bliver smækket op i synet på mig? Optimistiske, livsglade mig?
Jeg har aldrig været en af de populære, med det smarte tøj, de flotte pennalhuse, det lange hår med krøller og som - uden skulle kæmpe for det - fik både høje karakterer og havde overfyldte håndfulde af bedste-veninder, der kunne vælges og vrages imellem. Men jeg har været min egen! Lidt for drenget. Lidt for retfærdighedssøgende. For ansvarlig. For pligtopfyldende. For fokuseret på, at alle havde det godt og glemte mig selv. Men tænkte alligevel så meget over tingene, og var tidligt så tænksom, at jeg vidste, hvordan jeg ville skulle greje tingene for at jeg kunne ende som vinderen. Jeg kunne bare ikke få mig til at gøre det i praksis. Så en grundtone i livet har været, at jeg ved, hvad der skal til for at jeg bliver nummer et. Én af de populære med de flotte pennalhuse. Men samtidig indbegrebet af det uforløste potentiale.
Jeg har altid fået at vide, at:
"Du kan så meget" og jeg har indtil nu troet på, at grunden til min manglende åbenlyse succes har været, at de rammemæssige forudsætninger ikke har været der. Jeg har ikke haft helbredet. Ikke haft det psykiske overskud. Ikke haft tiden. Ikke prioriteret mig selv.
Men drømmen er brast. Boblen er sprunget, og jeg føler, jeg sidder tilbage med... med hvad? Ingenting?
Det lyder indviklet - og er det nok også! I bund og grund handler det om, at jeg er blevet usikker på min faglighed. Jeg fik en dårlig karakter. I et fag, som egentlig er det, jeg gerne vil arbejde med i fremtiden. Jeg mødtes med min underviser for at få uddybet karakteren. Det var tydeligt at mærke på hende, at hun ikke synes, jeg skulle satse på en karriere inde for det felt. Måske min udlægning. Måske sandheden. Objektivt set burde en underviser, jeg har haft til ni forelæsninger, og som så har læst én eksamensopgave, måske ikke have magt til at ødelægge mine fremtidsdrømme. Det er nok fordi, jeg er så sårbar lige der i forvejen. Hun får kun den magt, jeg giver hende...
Og selvfølgelig er det ikke det alene!
Jeg har altid været den sociale, omsorgsfulde, favnende, betænksomme, sjove, festlige person, der har kunnet overkomme uendelig meget, og som altid har haft gang i 117 projekter. Du ved, sådan en, som altid liiige har flot-pyntede muffins med i skole. Altid er velforberedt. Har en kæmpe bunke venner. Er top-positiv. Engageret. Dedikeret. har en mening om alt. Har fremtidsdrømme - og ingen skal stå i vejen! Én som formår det nære og samtidig formår det overordnede. Kreativ og produktiv. En god ven, bekendt, søster, datter, kæreste osv. osv.
Selvfølgelig har det en bagside. Jeg har haft svært ved at følge med mig selv. Har haft nogle mentale dyk ind imellem, fordi kravene til mig selv blev for store. Jeg har skiftevis trøstespist og sultet mig selv for at opnå en kontrol midt i alt det ukontrollerbare. Så, det der har set så godt ud, har selvfølgelig ikke alene været det!
Nu er tingene så forandrede...
Jeg har kronisk migræne. Det betyder, at jeg har måttet skrue ned for alle knapper. ALLE! Social er jeg i meget begrænsede mængder. Overskudsagtig? Meget lidt. Velforberedt? Når jeg kan komme af sted med det. Mange venner? Ja, de er der et sted, men det er ikke meget, jeg ser til dem. Jeg orker det ikke. Kreativ? Ja, drømmene er der... Produktiv? Nop! Ansvarlig? Rummende? Omsorgsfuld? Sjov? Festlig? Tårerne står i øjnene på mig... For: Nej, jeg kan ikke nikke genkendende til det mere. I små glimt, jo, men det er ikke grund-essensen af mig længere.
Jeg er blevet gift. Med den mand i verden, der passer aller bedst til mig! Som jeg elsker aller mest1 Han kender mig i min fortid. Han kender mig i min nutid. Jeg er lykkelig over at have ham. Og samtidig har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan give ham mere af det menneske, jeg engang var. Jeg ville sådan ønske, jeg igen kunne blive det "mig", jeg føler, jeg er, inden i.
Fremtidsdrømmene står på vågeblus. Hvad tør jeg håbe på? Jeg orker ikke flere skuffelser... På den anden side er det også forfærdelig hårdt at acceptere, at det var dét! Hvad skal der så blive af mig?
Og måske er det, jeg er aller mest ked af, den bitterhed, der af og til rammer mig lige i hjertekulen. Jeg har altid sagt, at det var dén jeg frygtede mest. Jeg vil ikke acceptere den, som en del af mig. Jeg vil ikke! Min mand drømmer om sin fremtid... Han har alle muligheder! Jeg er jaloux på ham. Jeg bliver irriteret, jeg bliver handlingslammet, skuffet og ked af det. Fordi han kan, hvad jeg ikke kan. Jeg ved, det er naturligt at få en reaktion på, at ens drømme går op i røg. Alt andet ville være mærkeligt. Men hvad så der fra?
Det hele bliver blandet sammen... Jeg lagde ud med fortid, faglighed, personlighed, fremtidsdrømme og nu nutid, sygdom, jalousi og kampen mod bitterhed. Jeg er en pose blandede bolcher. Min største kamp er kampen for at opretholde en livslyst, en glæde over de små ting. Og mest af alt: Evnen til at bære over med mig selv! Jeg kan ikke udstå de følelser, jeg har. Det smitter af på mit syn på mig selv. Jeg VIL kunne glæde mig på min mands vegne. Drømme sammen med ham. Drømme for ham. Drømme for os. Når jeg bliver konfronteret med ikke at kunne det længere, bliver jeg for alvor både ked af det og bange.
Jeg vil så gerne kunne tilgive mig selv. Jeg tror, jeg er nødt til at få hjælp til den overbærenhed overfor mig selv. Hjælp, ved at mennesker ikke bliver skræmte, sårede og forargede over de følelser, jeg har. Det er jo det, jég bliver! Jeg bliver både skræmt og forarget over de tanker, der fylder i mig... Jeg er så flov! Men jeg orker heller ikke, at folk omkring mig ser ubetinget lyst på fremtiden. Nogle gange er det bare rart at høre, at andre ville synes det var forfærdeligt, hvis de var i mine sko. Bare så man ved, at det ikke kun er ens egen svagelighed, der gør, at man er ved at gå til...
Det vil undre mig, hvis nogen er "fulgt med" så langt. Beklager den begrænsede sammenhæng. Jeg havde vist mest af alt brug for at få luft!
