søndag den 4. september 2011

Kampgejst og hjemmebag

I dag har vi været på besøg hos min gamle farmor på plejehjemmet. 83 år er hun, og hun er slidt, træt af dage og både krop og sind trænger til fred. I dag var en god dag. Hun sad op. Hun glædede sig over selskab. Hun forsøgte at finde ord at dele. Hun nød synet af blomsterne, vi havde med. Smagte på kagen, vi havde bagt. Det hele langsomt. Forsigtigt og prøvende. Men samtidig med lidt farve i kinderne, som ellers har været væk længe. Jeg har længe ønsket for hende, at hun snart må sove ind. Hvis det er tid. I dag var der lidt kampgejst tilbage, som vidnede om, at der måske alligevel er lidt tid igen...

Livet er en mærkelig størrelse. Lige så levende, farmor virker, når hendes øjne sanser os som kendte kære. Lige så livsforladt kan hun pludselig synes, når sygdom i perioder får taget i hende. Hun har altid frygtet at ende som dement. Hun ønsker at få fred inden da. At krop og sind på samme tid må sige farvel. Jeg beder om, at hun må få lov at få det ønske opfyldt!

torsdag den 1. september 2011

Luftforandring

Jeg trænger til at begynde igen. Begynde på en frisk. Få luft. Ny luft. Luftforandring. Lige ned i lungerne. Helt ned, hvor jeg ofte glemmer at trække vejret ned. Jeg tager mig selv i at spænde skuldrene op under ørerne. Trække vejret overfladisk. Være på vagt. Være klar. Beredt, hvis nogen skulle angribe mig. Jeg er i forsvarsposition og klar til at forsvare min sårbarhed, som føles hudløst udstillet, selv når andres øjne bare flygtigt strejfer mig.

(Billedet er lånt her)

Jeg elsker efterår. Den klare himmel og den kolde luft. De ubegribelige farver. Den skarpe sol, der hænger over horisonten. Det blændende, som bliver brudt af det kolde, som sender hints om, at det er på vej.

Jeg vil ud i dét efterår. Ud i det ruskende voldsomme og det glinsende kolde. Det uvirkeligt smukke. Det hele på én gang. Et fri-rum, hvor forventninger om sol er væk. Nu kan det kun overraske positivt. Jeg glæder mig til at føle mig lille og ligegyldig midt i det store. At kunne sænke skulderne og for et øjeblik være alt andet end beredt. Jeg glæder mig til at være ligegyldig. Være væk. Gå hånd i hånd med ham, jeg ikke vil være væk fra. Lege, at livet; - det er lige her.