torsdag den 8. december 2011

6. december

Jeg er fortsat bag ud, men det skal ikke hindre mig i at dele billeder af uden sammenligning jordens bedste vaniljekranse! Rigtig glædelig jul til jer!

onsdag den 7. december 2011

5. december

Jeg har haft et par dage, hvor jeg igen og igen er blevet ramt af tanken 'Hvorfor altid mig?' eller 'Hvorfor ikke mig?'. Alt afhængig af, om det er noget, jeg brændende har ønsket at undgå (som fx igen igen igen at få tandpine i samme tand, som jeg hár brugt 10.000 på indenfor de sidste par år), eller om det er noget jeg brændende ønsker mig (som fx at tingene lykkes i første hug - som de ofte gør for mine nærmeste venner). Jeg bliver opgivende, frustreret, bitter, misundelig og mest af alt ked af det.

Men der er ikke noget at gøre ved det... Det er jo bare med at vende tanken 180 grader, bide i det sure æble, køre kortet igennem hos tandlægen for 117. gang, springe op på hesten igen og tro på, at det hele også vil lykkes for mig en gang. For hvis der er noget jeg ikke vil, så er det at give op! Jeg VIL det gode liv! Basta!

Og nu har jeg da i hvert fald bagt brunkager... De bedste i verden, hvis du spørger mig!


tirsdag den 6. december 2011

4. december

Det blev søndag og dermed 2. søndag i advent. Vildt, som tiden flyver... Endnu engang - og denne gang sidste gang - der er et billede fra plejehjemmets julekalender. Stjerne-cookies med hvid royal icing og spiseligt glimmer. Christmas!!

lørdag den 3. december 2011

3. december

Så blev det virkelig 3. december. Regnen står ned i stænger, og blæsten rusker. Det er gråt, vådt og kedeligt. Men... alt afhænger af øjnene, der ser, så handler det ikke bare om, at tænde så mange stearinlys, at 'uvejret' bliver en hyggelig baggrund for det dejlige?

Desværre kan jeg ikke bare blive indenfor, for vi drager mod Sjælland ved middagstid, hvor vi skal have et døgns tid hos mine forældre. Jeg glæder mig, men lige nu drømmer jeg om en varm, hyggelig bil, man kan pakke og køre af sted i, når man har lyst. Men SU-indtægten x 2 rækker kun til ic3-togets forsinkede, larmende fortræffeligheder, og der er man altså tvunget ud i regnvejret af flere omgange. Fra vores hjem til bussen - fra bussen til toget - fra toget til bussen - fra bussen til forældrenes hus. Gid, min paraply viser sig fra sin aller mest venlige side og ikke vælger at stritte op ad og flå mig fra side til side. Tro mig: Mange paraplyer har svigtet mig netop med denne adfærd tidligere!

Anyway, et billede af lækkerier, skal også med i dagens indlæg. Endnu engang jule-cookies - denne gang julekugler. Blå royal icing penslet med glimmer. Efter de er tørret, er de pyntet med forskelligt mønster i samme blå farve. Den lille top er lavet med hvid glasur og penslet med guld. Rigtig glædelig 3. december!

2. december

Ja, jeg kommer jo godt nok for sent med 2. decembers indlæg, men så må der komme to i dag. Denne gang for at vise 2. del af mine jule-plejehjems-cookies. Denne gang hjerter med rød glasur, 'jul' skrevet med hvid, hvorefter det er malet med guld. Forsinket: Rigtig glædelig 2. december!

torsdag den 1. december 2011

1. december

Så blev det den første dag i julemåneden, og jeg har været på farten hele dagen. Nu er jeg heldigvis hjemme i varme, tørvejr, i stilhed - og i lidt julehygge...

Jeg har i år tidligt været i gang med jule-lækkerierne, da jeg skulle have en pakkekalender klar til det plejehjem, min farmor boede på. Hun fik fred for godt en måned siden, og som en sidste tak til det rigtige dejlige sted, hun boede, lavede vi i familien en julekalender med en gave til hver dag. I alle gaver er der noget, som de kan dele allesammen (enten noget spiseligt, noget julepynt eller julemusik/julefilm).

Én af dagene får de disse julekage-kranse. Lyse kager udstukket med en rund cutter, hvorefter jeg med en mindre cutter har lavet hullet. Da de var bagt og afkølede, lavede jeg blade på kryds og tværs med grøn royal icing og en blad-tyl, hvorefter de fik små 'bær' sprøjtet på med rød royal icing i en lille rund tyl. Jeg håber, de kommer til at vække glæde...