Jeg har haft et par dage, hvor jeg igen og igen er blevet ramt af tanken 'Hvorfor altid mig?' eller 'Hvorfor ikke mig?'. Alt afhængig af, om det er noget, jeg brændende har ønsket at undgå (som fx igen igen igen at få tandpine i samme tand, som jeg hár brugt 10.000 på indenfor de sidste par år), eller om det er noget jeg brændende ønsker mig (som fx at tingene lykkes i første hug - som de ofte gør for mine nærmeste venner). Jeg bliver opgivende, frustreret, bitter, misundelig og mest af alt ked af det.
Men der er ikke noget at gøre ved det... Det er jo bare med at vende tanken 180 grader, bide i det sure æble, køre kortet igennem hos tandlægen for 117. gang, springe op på hesten igen og tro på, at det hele også vil lykkes for mig en gang. For hvis der er noget jeg ikke vil, så er det at give op! Jeg VIL det gode liv! Basta!
Og nu har jeg da i hvert fald bagt brunkager... De bedste i verden, hvis du spørger mig!
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
SvarSlet