Kampgejst og hjemmebag

I dag har vi været på besøg hos min gamle farmor på plejehjemmet. 83 år er hun, og hun er slidt, træt af dage og både krop og sind trænger til fred. I dag var en god dag. Hun sad op. Hun glædede sig over selskab. Hun forsøgte at finde ord at dele. Hun nød synet af blomsterne, vi havde med. Smagte på kagen, vi havde bagt. Det hele langsomt. Forsigtigt og prøvende. Men samtidig med lidt farve i kinderne, som ellers har været væk længe. Jeg har længe ønsket for hende, at hun snart må sove ind. Hvis det er tid. I dag var der lidt kampgejst tilbage, som vidnede om, at der måske alligevel er lidt tid igen...

Livet er en mærkelig størrelse. Lige så levende, farmor virker, når hendes øjne sanser os som kendte kære. Lige så livsforladt kan hun pludselig synes, når sygdom i perioder får taget i hende. Hun har altid frygtet at ende som dement. Hun ønsker at få fred inden da. At krop og sind på samme tid må sige farvel. Jeg beder om, at hun må få lov at få det ønske opfyldt!