Viser opslag med etiketten Aarhus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Aarhus. Vis alle opslag

tirsdag den 14. juni 2011

Jordbær i Aarhus?

Jeg ELSKER jordbær! Og det er da ved at være nu, sæsonen for alvor er i gang, er det ikke? Min barndoms somre foregik i jordbær-rækkerne sammen med min søster og vores to fætre, hvor vi plukkede over 100 kg. om dagen, når sæsonen var på sit højeste. Og så ellers rundt på cykler og sælge til familie og venner... Det var tider!

Men nu; som studerende i Aarhus - føler jeg mig helt fortabt. Er det helt umuligt at komme i nærheden af selv-plukker-jordbær-bede? Jeg vil SÅ gerne ud i rækkerne med røven i vejret og samle i pose og sæk til fryser, gryder og dybe tallerkner med sukker og mælk...


Kender du et sted i nærheden af Aarhus (cykel eller bus-afstand), hvor pluk-selv jordbær er en mulighed? Please, please, please...

torsdag den 28. april 2011

Kørsel til Forårsmarked??

Hej dejlige blog-kvinder

Er der nogle af jer, der påtænker at tage en tur til Fyns Fedeste Forårsmarked i Odense i næste weekend? Jeg vil super gerne af sted om søndagen (d. 8. maj), og jeg har været ved at lure lidt muligheder med offentlig transport. Så var det, jeg kom til at tænke på, om der var andre fra Aarhus, som overvejer at tage af sted - og eventuelt kører? Så kunne vi dele udgifterne, og det kunne da også være hyggeligt...

(billedet er lånt her)

Smid en mail (malene.hn@gmail.com) eller en kommentar her på indlægget, hvis du overvejer det, så kan vi snakkes ved om det!

lørdag den 26. marts 2011

'Den Gamle By'

Min mand og jeg er netop kommet hjem fra 30 års fødselsdag i 'Den Gamle By'. Jeg har aldrig tidligere været til selskab der, men det var en rigtig hyggelig eftermiddag! Vi var i Møllestuen; en gammel stald, fik vi at vide, som er lavet til et hyggeligt selskabslokale.

Billedet er lånt her

Vi fik en skøn frokost-platte:
(fundet på hjemmesiden)

Den lette (denne platte er tilberedt med et minimum af fedt)

  • Saltet laks med sprød rugbrød
  • Salat af hvedekerner med urter fra Den Gamle Bys haver
  • Røget ørred på æble
  • Kylling i krydderurter
  • Frisk frugt med skyrcreme tilsmagt med vanilje
Derefter var der mulighed for at gå en tur i 'Den Gamle By' og efterfølgende kom vi tilbage til boller, småkager og lagkage. En rigtig hyggelig måde at holde selskab på, og selvom vi ikke kendte andre end fødselaren (som jeg har læst sammen med), så gik det ganske fint både med snak og stemning. Jeg fik mig en ny god ven - Natacha på 8 år. Jeg har bare et eller andet med børn... Det er så lige til at falde i hak. Men resten af flokken var også rigtig rar at møde, så i det hele taget en super eftermiddag.

Og usmarte mig, havde valgt at tage stilletter på. Med bare tæer (tænkte: Det går nok!). Kombinationen stilletter og brosten + bare tæer og SNEvejr er bare virkelig ikke god! (hvad sker der for snevejr?? Det er FORÅR!!) Men jeg overlevede og er hel hjemme.

Billedet er lånt her

I gave fik min veninde ud over røde tulipaner og flag i en vase, en rød kuffert med hvide prikker f yldt med lækker the, skønne bolcher, et hjemmelavet kort - og vigtigst af alt bogen: 'Taknemmelighed'. Jeg har den selv og kan varmt anbefale den. Det er en dagbog over det, man har at være taknemmelig for. Det forsvinder alt for hurtigt ud af vores tanker, men bogen her kan hjælpe med at fastholde den.

Nu skal der læses lektier, slappes af og måske ses en god film senere. I aften skal jeg absolut ingenting. Og jeg kan næsten ikke vente...

fredag den 25. februar 2011

Hurtig update

Dagen i går fløj af sted. Skole, tiltrængt søvn og fødselsdag hos en dejlig veninde i går aftes. I det hele taget en god dag. Men endnu engang med for mange tanker. For mange forvirrede tårer. Livets dilemmaer er lige nu til den gode side. Men nu har min mand og jeg lagt en plan. Jeg håber, den bringer lidt ro med sig...

Og så var jeg som sagt til fødselsdag. En masse piger. En masse snak. Skønt! Jeg fik lavet nogle øreringe færdigt af selvhærdende ler - inspireret af Pynte Mynthes mor - og de faldt i rigtig god jord! Der ud over begavede jeg hende med dvd´en "Applaus". Jeg har endnu selv til gode at se den, men alt det gode, jeg har hørt om den, gav mig lyst til at forkæle Camilla med den.

Da jeg ventede på bussen på Park Allé, slog det mig, hvor smukt rådhuset egentlig står sådan en vinteraften. Man kan jo nærmest gå hen og blive lidt små-forelsket i Århus (eller Aarhus, om man vil).

Nu vil jeg skynde mig videre. Til morgenmad, tandbørsten og bussen til skole. Fremlæggelse står den på fra morgenen af. Og udsigt til weekend. Helt helt fantastisk! God dag til jer!



onsdag den 9. februar 2011

Deadline

Det har godt noget været noget af en start, jeg har fået på Journalisthøjskolen. Det er super spændende, og jeg nyder at være i gang, i flow og i udvikling. Hele tiden. Vi arbejder konstant med deadlines, og har næsten én hver dag, så der er fuld fart på! Min migræne holder sig indtil videre til at besøge mig om natten, så jeg tager hver morgen i skole med meget lidt søvn i bagagen. Jeg er spændt på, hvor længe den døgnrytme kan overleve. Indtil videre nyder jeg det. Men jeg er træt, som et ondt år. Virkelig. Og jeg har lyst til snart at få tid til bare lidt andet end skole. Jeg håber, det lykkes i weekenden.
.
Min storesøster, som har cerebral parese (spastisk lammelse), skal i morgen opereres i sin ene fod. Den skal gøres stiv i fodleddet, da hun har store problemer med gigt. Det er meget almindeligt for mennesker med den type handicap, at brusken mellem knoglerne bliver helt slidt væk. Det er forfærdelig smertefuldt. Lægerne håber - og regner med - at en operation vil kunne føre til smertelindring. Måske kan hun endda blive helt smertefri! Det ville være SÅ fantastisk...
.
Hun bliver i aften indlagt sammen med min far, så hun er klar til i morgen tidlig. Hun er meget nervøs og har frygtet denne dag i flere år. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne gå gennem dette for hende. Det skær mig i hjertet at mærke hendes frygt. Men det er nok altid voldsomt, at stå på afstand, og se en man elsker, kæmpe.
.
Jeg var tidligere i dag et hurtigt smut i Århus C, da jeg skulle have byttet et par ting. Jeg gik med min telefon i hånden, der blev brugt som interimistisk kamera af mangel på bedre. Jeg faldt over farver, forårsfornemmelser, spirende sårbarhed og livsglæde. Meget lig mine tanker i dag.