Det synes jeg absolut ikke! Men man skulle nogen gange tro, medierne sad med den skumle bagtanke, at få os allesammen overbevist om, at det var tilfældet.
Har du set eksempler i fjernsyn, aviser eller blade, hvor overvægtige har fået én over nakken, selv om det egentlig slet ikke var deres overvægt indslaget/artiklen handlede om? Jeg vil elske at få eksempler fra jer, hvis nogle af jer er blevet stødt på egne eller andres vegne!
Alle har vel ret til respekt!! Eller?
_____________________________________________________________
Prøv at se uddraget fra denne artikel - bragt i Ekstra Bladet i 2008:
Tykke tv-trunter
"Lisbeth Østergaard, Sisse Fisker og Ida Wohlert er elle eksempler på kønne piger, der i tv-sammenhænge må betegnes som tyksakker"
Go´aften Danmark havde fokus på emnet tidligere i år, hvor Lisbeth Østergaard siger:
"På det tidspunkt var jeg ikke rustet til, at nogen skulle kalde mig tyk eller overvægtig, så jeg begyndte at græde.....Man håber - det lyder utroligt grimt - at man får anoreksi bare lige en måneds tid, for så skal jeg fan'me vise dem. Men det holdt jo lige præcis halvanden times tid, så sad jeg med fingrene nede i vingummiposen igen." (Se hele klippet her)
HVAD SKER DER???
Viser opslag med etiketten Debat. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Debat. Vis alle opslag
onsdag den 11. maj 2011
søndag den 8. maj 2011
Anonyme tyksakker
Ja, den gruppe er jeg en del af! Anonym er jeg dog ikke, når det ikke lige er her på bloggen, det gælder. For overvægt er jo altså svært at skjule!
Mit liv har altid været præget af for mange kilo. Eller det vil sige, engang da jeg var barn, var jeg faktisk ikke for tyk. Jeg følte mig bare for tyk. Ikke mindst fordi nogen kaldte mig det. Børn, som ikke tænkte længere, end at det var sjovt at drille. Det satte sig bare dybt i mig. Måske dybere, end jeg var - og er - bevidst om. Det blev i hvert fald som en selvopfyldende profeti, for tyk er jeg i dag. Ikke decideret fed (siger min mand), men jeg vejer for meget, og min krop vil have godt af at slippe for noget af den ekstra vægt, som jeg byder den at bære rundt på.
Jeg skal nu i gang med mit afsluttende eksamensprojekt på Journalisthøjskolen, og 'overvægt' skal på én eller anden måde være mit tema. Der er lavet undersøgelser, der viser, at mange børn (og særligt piger) føler sig overvægtige, selv om de ikke er det. Følelsen af at være for tyk sætter sig nemt som uopnåelige krav, det fører i værste fald til spiseforstyrrelser, og mange ender med - lige som mig - at blive en selvopfyldende profeti; at BLIVE tyk!
...Og det værste er, at grunden til, at mange føler sig for tykke er, at det er blevet et legalt skældsord. "Hvad så, fede" "Hvor er du tyk og klam" osv. Det er blevet okay at mobbe tykke (og det endda også blandt voksne), for 'de er jo selv ude om det'. Når man gerne vil mobbe, handler det altså bare om at bruge ord, der handler om vægt og udseende, for så er mobning helt okay...
Er du mor til et barn, der har oplevet mobning pga. reel eller ikke reel overvægt?
Er du mor til et barn, som føler sig tyk uden at være det?
Eller kender du en mor, som kender til problematikkerne?
Hvis du har lyst til at svare på 4-5 spørgsmål pr. telefon/mail, vil det være med til at sætte fokus på et vigtigt problem! Og det vil være en kæmpe hjælp...
Jeg ønsker at være med til at sætte fokus på et problem, som helt ubemærket er blevet gjort legalt! Det er forfærdeligt, hvordan børn (og også voksne) lider, i deres forsøg på at passe ind og blive accepterede. Alle har ret til respekt og en ordentlig behandling!
Mit liv har altid været præget af for mange kilo. Eller det vil sige, engang da jeg var barn, var jeg faktisk ikke for tyk. Jeg følte mig bare for tyk. Ikke mindst fordi nogen kaldte mig det. Børn, som ikke tænkte længere, end at det var sjovt at drille. Det satte sig bare dybt i mig. Måske dybere, end jeg var - og er - bevidst om. Det blev i hvert fald som en selvopfyldende profeti, for tyk er jeg i dag. Ikke decideret fed (siger min mand), men jeg vejer for meget, og min krop vil have godt af at slippe for noget af den ekstra vægt, som jeg byder den at bære rundt på.
Jeg skal nu i gang med mit afsluttende eksamensprojekt på Journalisthøjskolen, og 'overvægt' skal på én eller anden måde være mit tema. Der er lavet undersøgelser, der viser, at mange børn (og særligt piger) føler sig overvægtige, selv om de ikke er det. Følelsen af at være for tyk sætter sig nemt som uopnåelige krav, det fører i værste fald til spiseforstyrrelser, og mange ender med - lige som mig - at blive en selvopfyldende profeti; at BLIVE tyk!
...Og det værste er, at grunden til, at mange føler sig for tykke er, at det er blevet et legalt skældsord. "Hvad så, fede" "Hvor er du tyk og klam" osv. Det er blevet okay at mobbe tykke (og det endda også blandt voksne), for 'de er jo selv ude om det'. Når man gerne vil mobbe, handler det altså bare om at bruge ord, der handler om vægt og udseende, for så er mobning helt okay...
Er du mor til et barn, der har oplevet mobning pga. reel eller ikke reel overvægt?
Er du mor til et barn, som føler sig tyk uden at være det?
Eller kender du en mor, som kender til problematikkerne?
Hvis du har lyst til at svare på 4-5 spørgsmål pr. telefon/mail, vil det være med til at sætte fokus på et vigtigt problem! Og det vil være en kæmpe hjælp...
Jeg ønsker at være med til at sætte fokus på et problem, som helt ubemærket er blevet gjort legalt! Det er forfærdeligt, hvordan børn (og også voksne) lider, i deres forsøg på at passe ind og blive accepterede. Alle har ret til respekt og en ordentlig behandling!
tirsdag den 12. april 2011
Liv
Vi har på studiet fået udleveret et eksemplar af det nyligt introducerede magasin 'LIV; fordi du vil leve det' til kvinder på 40+. Jeg synes, det er fedt, der er lavet et magasin med et fedt layout og lækker kvalitet til kvinder, som ikke lige føler sig 'ramt' af hverken Familie Journalen eller Alt for damerne. Idéen er umiddelbart god, tænker jeg...
Billedet er lånt her
Det er så her, jeg må erkende, at jeg, selvom jeg 'kun' er sidst i 20´erne, ikke for alvor oplever, at noget blad på markedet rammer mig. Enten føler jeg mig for gammel, fordi det hele handler om sex, udseende, pinlige historier og lidt mere sex, eller også føler jeg mig fattig og udenfor det gode selskab, fordi der tales til en målgruppe, som befinder sig klasser over mig i samfunds-hierarkiet, hvor der tales om dyr indretning, dyrt tøj og dyre fornøjelser. Bevar mig, begge dele (både dyr stil og god sex) er da ting jeg sætter pris på, men det meste af bladenes indhold flyver hen over hovedet på mig.
Jeg har kigget i det nye blad, selvom jeg ikke er målgruppen. Umiddelbart flot layout, en del kendte og indhold, som umiddelbart virker relevant. Men så slår det mig: Ved ALLE medvirkende, står deres alder oplyst. Stort set ALT indhold omhandler alder på den ene eller anden måde. Både mode, skønhed, annoncer, artikler, problematikker og så videre. Jeg sidder med følelsen af, at magasinet aldersdiskriminerer sin egen målgruppe ved så tydeligt at problematisere - og fokusere på - alder. Det virker til, at alle over 40 kun har ét ønske: At være yngre! Det synes jeg er langt ude...
Billedet er lånt her
Men det er bare mine tanker. Måske er jeg 'for lille' til at kommentere på en moden målgruppes vegne. Min erfaring er bare, at jeg på nogle områder bedre kan identificere mig med én på 17 år, på andre områder med én på 42 år og på andre områder igen med én på 75 år. Og så sker det selvfølgelig også, at jeg føler mig som én på de 28 år, jeg rent faktisk har rundet!
Billedet er lånt herJeg har kigget i det nye blad, selvom jeg ikke er målgruppen. Umiddelbart flot layout, en del kendte og indhold, som umiddelbart virker relevant. Men så slår det mig: Ved ALLE medvirkende, står deres alder oplyst. Stort set ALT indhold omhandler alder på den ene eller anden måde. Både mode, skønhed, annoncer, artikler, problematikker og så videre. Jeg sidder med følelsen af, at magasinet aldersdiskriminerer sin egen målgruppe ved så tydeligt at problematisere - og fokusere på - alder. Det virker til, at alle over 40 kun har ét ønske: At være yngre! Det synes jeg er langt ude...
Billedet er lånt herMen det er bare mine tanker. Måske er jeg 'for lille' til at kommentere på en moden målgruppes vegne. Min erfaring er bare, at jeg på nogle områder bedre kan identificere mig med én på 17 år, på andre områder med én på 42 år og på andre områder igen med én på 75 år. Og så sker det selvfølgelig også, at jeg føler mig som én på de 28 år, jeg rent faktisk har rundet!
onsdag den 6. april 2011
Er du gift?
fredag den 1. april 2011
Aprilsnar!
Jeg vil godt komme med en indrømmelse: Jeg er skrækslagen for 1. april! Jeg ved, det er fjollet, men jeg går mistroisk skulende rundt og venter bare på at falde i én eller andens urimelige forsøg på at snyde mig. Jeg må erkende, at jeg er naiv. Kun lidt, vil jeg selv mene. Men 1. april er altså bare den mest ubehagelige dag at være naiv på. Man kan jo risikere, at der pludselig står en uvenlig sjæl bag ens ryg. Svinger dolken og slår sig på lårene af grin. Af min dumhed. Jeg skuler videre. Roger over!
Apropros aprilsnar; har I hørt, at Sidney Lee er "sprunget ud" som normal? Vurder selv (via linket), hvad I tror er den egentlige sandhed... ;)
Apropros aprilsnar; har I hørt, at Sidney Lee er "sprunget ud" som normal? Vurder selv (via linket), hvad I tror er den egentlige sandhed... ;)
onsdag den 30. marts 2011
Luksusfælden
Jeg har en svaghed, når det kommer til et bestemt program i fjernsynet: Luksusfælden på Tv3. Vi har ikke noget fjernsyn, men for 9 kr. per afsnit kan man på tv3´s hjemmeside se afsnittene.
Jeg synes, det er spændende, at se hvordan de to eksperter kan hjælpe deltagerne. Ikke kun med økonomi, men med det, der ligger bag de økonomiske problemer. Det viser sig ofte, at det ikke bare handler om, at deltagerne ikke tænker sig om Problemer, kriser, manglende tro på sig selv, opgivenhed osv. fører ofte til gæld, fordi mange (ubevidst) forsøger at købe sig til lykke og styr på livet. Det er en kort glæde, for det bliver jo kun værre...
Og så må jeg sige: Jeg har stor respekt for den måde, eksperterne formår at tackle alle dele af de medvirkendes udfordringer på. De er både kontante og pædagogiske. De tager hensyn til de mange følelser og sociale aspekter, der er i spil, men kalder samtidig en spade for en spade og lægger ikke fingre imellem. Jeg ved ikke, om nogen af dem, der har været med, har følt, de er gået over stregen, men når man som jeg bare sidder på den anden side af skærmen og følger med, virker de reelle og tilpas både hårde og medfølende! Hvad er din oplevelse?
Jeg skal vist liiige ind og se afsnittet fra i går, når jeg er færdig med min artikel...
Jeg synes, det er spændende, at se hvordan de to eksperter kan hjælpe deltagerne. Ikke kun med økonomi, men med det, der ligger bag de økonomiske problemer. Det viser sig ofte, at det ikke bare handler om, at deltagerne ikke tænker sig om Problemer, kriser, manglende tro på sig selv, opgivenhed osv. fører ofte til gæld, fordi mange (ubevidst) forsøger at købe sig til lykke og styr på livet. Det er en kort glæde, for det bliver jo kun værre...
Og så må jeg sige: Jeg har stor respekt for den måde, eksperterne formår at tackle alle dele af de medvirkendes udfordringer på. De er både kontante og pædagogiske. De tager hensyn til de mange følelser og sociale aspekter, der er i spil, men kalder samtidig en spade for en spade og lægger ikke fingre imellem. Jeg ved ikke, om nogen af dem, der har været med, har følt, de er gået over stregen, men når man som jeg bare sidder på den anden side af skærmen og følger med, virker de reelle og tilpas både hårde og medfølende! Hvad er din oplevelse?
Jeg skal vist liiige ind og se afsnittet fra i går, når jeg er færdig med min artikel...
tirsdag den 1. marts 2011
Lidt dejlighed i postkassen :)
I dag modtog jeg et gavekort fra Butik Waldo, som jeg vandt hos byfogt i sidste uge. Uh, hvor jeg glæder mig til at shoppe lidt med god samvittighed! Tak, Else! :)
- skynd jer forresten forbi Else, hun har konstant gang i de lækreste give aways!!
Tusind tak til jer, der har skrevet kommentarer til mine to foregående indlæg. Det er virkelig en stor hjælp! Jeg skal i morgen arbejde videre med artiklen, og hvis nogle af jer har lyst til at se det endelige resultat, må I endelig sige til. Der er dog først deadline d. 11. marts, så jeg har lidt tid at løbe på, før den skal ligge klar.
Der er en grund til, at jeg har valgt at arbejde med dette emne. Jeg har selv haft en depression og har taget medicin for det, og jeg er meget enig med Mejse (i kommentaren til det foregående indlæg). Hun fortæller, at hendes læge - i forbindelse med hendes skepsis - sagde: "Hvis jeg nu fortalte dig at du havde sukkersyge og skulle tage insulin resten af dit liv, ville du så osse sige nej til det?" Det er en meget vigtig pointe at have med, og jeg er stor tilhænger af, at man kan få medicinsk behandling. Men jeg mener aldrig, at læger ureflekteret bør udskrive medicin. De har et rigtig stort ansvar!!
Når det er sagt, så indrømmer jeg samtidig gerne, at jeg med største fornøjelse ser "Lykke" hver søndag. Jeg synes, der er nogle fede karakterer, jeg synes, historien er underholdende, og jeg synes, Lykke er sjov! Men vi kom til at snakke om serien over aftensmaden herhjemme, og når man tænker lidt dybere over det, så bliver medicin som behandling mod psykiske lidelser måske stigmatiseret lige til den gode side. Selvfølgelig med stor humor og sarkasme, men spørgsmålet er, om det alligevel ikke påvirker os? Bliver de af os, som egentlig var ved at acceptere medicin som en nødvendig behandlingsform mod depression, ikke sat et skridt tilbage?
Jeg ved det ikke! Jeg tænker bare: Hvad hvis det havde omhandlet insulin? Hjertemedicin? Kemoterapi? Ville man have turdet tage et sådant emne op? Hvis ikke, så må det jo alligevel være fordi, der er et gran af alvor i det, eller hvad? Man skal i hvert fald huske, at det for nogen er lige så livsnødvendigt at få sit antidepressive medicin, som det er for andre at få hjertemedicin eller insulin! Én ting er sikkert: Det er et stort og komplekst emne!!
Og som en afsluttende kommentar i denne omgang: Noget af det SKØNNESTE ved Lykke, er hendes stemme-i-spejlet. I love it!!! Fedt, det ikke kun er mig, der har sådan en rendende... :)
- skynd jer forresten forbi Else, hun har konstant gang i de lækreste give aways!!
Tusind tak til jer, der har skrevet kommentarer til mine to foregående indlæg. Det er virkelig en stor hjælp! Jeg skal i morgen arbejde videre med artiklen, og hvis nogle af jer har lyst til at se det endelige resultat, må I endelig sige til. Der er dog først deadline d. 11. marts, så jeg har lidt tid at løbe på, før den skal ligge klar.
Der er en grund til, at jeg har valgt at arbejde med dette emne. Jeg har selv haft en depression og har taget medicin for det, og jeg er meget enig med Mejse (i kommentaren til det foregående indlæg). Hun fortæller, at hendes læge - i forbindelse med hendes skepsis - sagde: "Hvis jeg nu fortalte dig at du havde sukkersyge og skulle tage insulin resten af dit liv, ville du så osse sige nej til det?" Det er en meget vigtig pointe at have med, og jeg er stor tilhænger af, at man kan få medicinsk behandling. Men jeg mener aldrig, at læger ureflekteret bør udskrive medicin. De har et rigtig stort ansvar!!
Når det er sagt, så indrømmer jeg samtidig gerne, at jeg med største fornøjelse ser "Lykke" hver søndag. Jeg synes, der er nogle fede karakterer, jeg synes, historien er underholdende, og jeg synes, Lykke er sjov! Men vi kom til at snakke om serien over aftensmaden herhjemme, og når man tænker lidt dybere over det, så bliver medicin som behandling mod psykiske lidelser måske stigmatiseret lige til den gode side. Selvfølgelig med stor humor og sarkasme, men spørgsmålet er, om det alligevel ikke påvirker os? Bliver de af os, som egentlig var ved at acceptere medicin som en nødvendig behandlingsform mod depression, ikke sat et skridt tilbage?
Jeg ved det ikke! Jeg tænker bare: Hvad hvis det havde omhandlet insulin? Hjertemedicin? Kemoterapi? Ville man have turdet tage et sådant emne op? Hvis ikke, så må det jo alligevel være fordi, der er et gran af alvor i det, eller hvad? Man skal i hvert fald huske, at det for nogen er lige så livsnødvendigt at få sit antidepressive medicin, som det er for andre at få hjertemedicin eller insulin! Én ting er sikkert: Det er et stort og komplekst emne!!
Og som en afsluttende kommentar i denne omgang: Noget af det SKØNNESTE ved Lykke, er hendes stemme-i-spejlet. I love it!!! Fedt, det ikke kun er mig, der har sådan en rendende... :)
Abonner på:
Opslag (Atom)