Svær svær beslutning

Jeg har gjort det:
- Afmeldt min bachelor eksamen (som jeg skulle have skrevet i 'sommerferien')
- Udskudt min bachelor til efterårs-semesteret (hvor jeg skulle være begyndt på min kandidat)
- Udskudt opstart på kandidat til sommeren 2012 (hvor jeg havde håbet at være halvvejs)

Hvis jeg klarer dette semesters eksamen (hvilket jeg lige nu bruge al min tid på at forsøge), klarer jeg det imod alle odds (dumme dumme kroniske migræne!) Hvis jeg så skulle bruge hele min såkaldte sommerferie på bacheloropgave + efterfølgende forsvar ville det igen være imod alle odds, for jeg er så kørt ned efter over tre måneder med 2-5 timers søvn hver nat pga. migræne, at jeg både fysisk og psykisk er kørt ned til sokkeholderne (er det ikke det, man kalder det?) Når forsvaret så endelig ville være overstået sidst i august, ville den stå på opstart på hård og meget udfordrende kandidat-uddannelse fra 1. september og to år frem. To år, hvor jeg igen ville skulle klare det imod alle odds.

Lige nu orker jeg bare ikke mere 'imod alle odds'! Jeg har brug for at sætte tæring efter næring. Give mig selv et break og begynde at stille menneskelige krav til mig selv. (Jeg prøver virkelig at overbevise mig selv om, at det er okay at sige stop)

Alligevel er mit hoved fyldt med dunkende tanker, der gør ALT, hvad de kan for at overbevise mig om, at jeg er det mest svagpisser-agtige menneske på to ben... Jeg er ikke sådan én, der giver op! Men jeg har meldt min bachelor fra, så det er ikke længere spørgsmålet om skal/skal ikke. Nu r spørgsmålet bare, om jeg vil lade mig selv få fred...

Cheesecake-tanker og migræne

Weekenden har stået på konfirmation hos en fætter i Nordjylland - med overnatning fra lørdag til søndag i sommerhus med forældre, søskende, svoger og mand. Fantastisk at være sammen - og dejligt at være sammen med mors familie i går.

I nat og det meste af dagen i dag har budt på et rigtig slemt migræne-anfald, så ingen undervisning til mig - men der imod piller, mørke og ro under dynen. Jeg er helt groggy oven på sådan en omgang.

Og så går jeg og funderer...
Jeg skal hjælpe nogle bekendte med bryllupskage, og de vil gerne have en form for cheesecake. Udfordringerne er dog mange, da den skal fragtes fra Aarhus til Vestjylland to dagen inden brylluppet. Den skal derfor kunne holde sig (og holde til over en times transport) og pyntningen (som gerne skulle bestå af frisk frugt) kan først ske på dagen - dvs. det er der andre, der må tage sig af. Jeg har lavet bryllupskage nogle gange før, så det er ikke så meget det, der får hjernen til at knage. Mere de praktiske ting og overvejelser. Det skal jo altså bare klappe på sådan en dag...

(billede lånt her)

Jeg vil smutte i seng. Jeg skal altså bare være HELT klar til undervisning i morgen. Vi er i gang med sidste uge undervisning, før eksamensprojektet går i gang, så det handler om at få det sidste med. det bliver en hård tid de næste tre uger - ingen tvivl om det!

Solskin kan man altid finde

Så står den på hverdag igen fra i morgen, og selvom jeg da godt kunne tænke mig en lidt længere weekend, så glæder jeg mig helt vildt til at få næste uge overstået, så den står på påskeferie! Fredag eftermiddag kl. 16 har vi sidste deadline - og det bliver SÅ godt! Inden da ligger der en rigtig lang og hård uge foran mig, så det handler om at holde tungen lige i munden...

Siden den dårlige start på weekenden med dårlig frisøroplevelse og frustreret humør, havde jeg besøg af bedste veninden i går eftermiddags til hygge og en masse snak og i går aftes stødte hendes mand + en mere af vores fælles venner så til, så vi var fem (min mand stødte naturligvis også til selskabet). Den stod på lækker mad (første gang i år var weber´en ude! SÅ er det sommer!!), en masse snak og i det hele taget bare det skønne at være i de bedste venners selskab. Lige hvad jeg trængte til!

Godt nok har det været en rigtig lang nat i nat med rigtig meget migræne, så jeg derfor ikke kom med til brunch med gode venner. Og hvad sker der så for, at jeg vågnede op med hold et sted i ryggen?? I eftermiddags og her i aften har den derfor stået på varmepude i sofaen med min bærbare og artikelskrivning. Jeg burde fortsætte en times tid endnu, men jeg er træt, træt, træt! Så det er vist bare tak for i dag herfra!


Min dejlige mand var i haven hele den lange dag i går. Han har gjort det så fint så fint, og nu kan man for alvor nyde både at kigge på og være der ude. Og prøv lige at se, hvordan det hele springer ud... Det er utroligt, hvor meget det betyder for ens humør!

Rædsom nat og blå himmel

Én ting er, at man selv bliver ked af det. Opgivende og fyldt af håbløshed. Noget helt andet er, når man skal trække en anden med igennem det, som trækker al energi ud af en selv.

Jeg har kronisk migræne. Det vil sige, at jeg har migræne mere end halvdelen af månedens dage. I øjeblikket falder mine anfald primært om natten. Det er godt, da jeg så kan passe min skole. Det er skidt, fordi jeg lever de fleste dage på 3-5 timers søvn. En ting er at være træt. Meget værre er alt det andet... Humørsvingningerne, utålmodigheden, frustrationen, temperamentet, opgivenheden, og tudeturene. Åh, de skide tudeture...

I aftes snakkede vi fremtid min mand og jeg. Hade-snakken for mit vedkommende. Mine drømme er smuldret i takt med at tiden er gået og migrænen stadig er min tro følgesvend. Frustrationerne følger med.
Hvad skal der blive af mig?

Min mand har store drømme. Selvfølgelig har han det! Han kan så meget, vil så meget - og selvfølgelig skal han så meget! Jeg vil til hver en tid bakke ham op! Han skal udleve sit potentiale! Men hvad med mig? Løber han fra mig? Bliver jeg ensom, mens han er ude og jage efter målene i sit liv?

Jeg vil ikke være klodsen om benet, stenen i skoen, stop-skiltet på vejen. Jeg vil ikke! Han skal have lov. Jeg er sådan en, der bakker op, supporter og giver lov! Men hvad med den lille bange pige i maven, der græder, lider og giver op? Hvor er der plads til hende? ...og jeg vil godt indrømme det: Jeg er misundelig! Jaloux og bitter! Ikke på ham, fordi han kan. Men på alle andre - fordi jeg ikke kan!

Jeg gik i seng. Grædende. Tårerne lullede mig i søvn. Efterlod min mand i sofaen. Svigtede ham, fordi jeg ikke magtede mere snak. Følelserne overtager og jeg ønsker bare at give op. Men hvordan gør man det? Giver op? Og er det egentlig det, jeg vil? Selvfølgelig ikke... Jeg kender bare ikke alternativet!


Nu har stormen lagt sig. Der er fuldstændig ro i træernes grene. Fuglene kvidrer. Solen skinner fra en fuldstændig skyfri himmel. Jeg er træt efter en rædsom nat. Jeg har ikke sovet meget. Er vågnet igen og igen. Leder efter løsninger. Plejer min dårlige samvittighed. Ville ønske, så meget var så anderledes.
Men himmelen er blå. Er blå håbets farve? Bare i dag?

Så lå jeg her

Kronisk migræne - min trofaste livsledsager på femte år. Mange dage er tilbragt i mørke, stilhed og dunkende smerter i venstre side af hovedet. Kvalmen truende. Skiftevis har jeg ligget med følelsen af at have lyst til at opgive det hele, og med følelsen af lyst til livet, hvis bare lige det ulidelige anfald ville afslutte sit indtog i min krop.

Jeg ligger her igen. Er træt efter en lang nat med mange smerter. Fortsat dunkende slag i venstre side, men med så stor en rastløshed, at jeg for et kort øjeblik måtte hente computeren ind i sengen. Ind i mørket til mig. Det bliver kun for en meget kort bemærkning. Selvom jeg har fjernet stort set alt lys i min skærm, går lyset stadig lige i synet på mig.

Jeg må lægge mig i hi lidt længere tid. Forsøge at sove lidt mere. Prøve at tænke gode tanker, der får mismod, rastløshed og 'jeg-svigter-min-studiegruppe-følelser' væk. Der er alligevel ikke noget, jeg kan gøre. Ikke andet end at ligge her og komme oven på.

Dumme sygdom!

Første fraværsdag på Journalisthøjskolen pga. migræne. Men jeg er selvfølgelig stærkt tilbage på torsdag igen. (I morgen har vi studiedag, så da foregår læsningen hjemmefra).

Min mand er fortsat syg. Han har hostet i fem uger nu. Og ikke bare noget med host-host, og så ellers frisk. Nej, sådan virkelig voldsomt, hvor lungerne er ved at flyve med ud. Hvor han brækker sig af det, eller hvor det sætter gang i anfald, hvor han hyperventilerer. Han har været ved læge flere gange. Har fået penicillin. Har fået taget røntgenbilleder. Har brugt astma-spray. Og har ellers fortæret utallige mængder strepsils, krus med varm mælk og honning, varm kakao osv. Er der mere at gøre? Det ændrer hele tiden karakter, men væk går det ikke. Og det er stadig så slemt, at han har svært ved at sove om natten, og dagene er også meget påvirkede. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne gøre noget. Men han siger selvfølgelig bare, at jeg er fjollet, og at det jo går bedre, og at han jo ikke er ved at dø. Og det er han da forhåbentlig heller ikke, men alligevel...

Jeg ser frem til en dag i morgen, hvor jeg kan få indhentet noget forsømt læsning fra i dag, hvor jeg kan få skrevet nogle notater ind på computer, og hvor jeg - forhåbentlig - kan få lavet lidt krea-hyggeligt. Jeg skal i hvert fald have fyldt fryseren med brød, for pist væk er de!

Nu vil jeg sove. Åh, hvor vil jeg sove...

Drama queen? Me?

Så var det slut med den weekend! Det kunne nu have været dejligt, hvis den liiige havde varet en dag eller to mere. Til gengæld kan jeg se frem til fri på onsdag, hvilket bliver helt fantastisk!

Jeg kan mærke, det tærer på mig med den døgnrytme, jeg lever i. Søvn 2-3 timer hver nat pga. migræne. Op kl. 7 og i skole. Arbejde med en deadline til om eftermiddagen og efterfølgende læsning til næste dag. Og så er der aftensmad, tøjvask, rengøring osv. Hvis der ikke er planer ud af huset, hvilket sætter det hele lidt ekstra under pres. Og så er det aften igen, og 2-3 timers søvn skal indkasseres.

Jeg håber naturligvis, at det på et tidspunkt lysner, og jeg ikke skal have migræne hver nat. Det ville være så dejligt. Indtil da må jeg klare den, så godt jeg nu kan. Velvidende, at der ikke er plads til meget andet end skole i mit liv. I hvert fald ikke ud af huset. Jeg kan lidt bedre overskue lidt bloggeri, lidt sytøj, lidt klippe-klistre osv.

Men det skal ikke lyde som brok! For jeg har virkelig meget at være glad og taknemmelig over. Jeg skal bare være den første til at indrømme, at manglende søvn ikke er det, mit overskud har bedst af. Og at der er en grund til, at min mand til tider kan finde på at liste øgenavnet "hormonella" ud mellem sidebenene, når jeg har fået særlig lidt søvn. Naturligvis ikke så højt, at jeg hører det. Og slet ikke mens, det står på. Så vil han - hurtigere end sin egen skygge - få slået hovedet ned i maven, (hvis altså jeg kunne banke ham. I wish!) Det er jo slet slet ikke fair... Det er jo mig, den er gal med!

Heldigvis virker det ofte at snakke, snakke, snakke, græde lidt, måske råbe lidt og snakke lidt mere. Og pludselig kan jeg jo godt se det komiske. Og måske kan jeg ikke engang huske, hvorfor jeg i første omgang blev ked af det, irriteret eller sur. (Drama queen; I know!)

Men nu vil jeg smutte i seng. Jeg krydser alt, hvad jeg har og håber på lidt flere timers søvn. For alles skyld, you know!

Hvad sker der?

Hvad er det lige, der sker? Hvorfor er det, jeg synes, livet er kluddermor for alle pengene, og at jeg har så forbistret svært ved at få viklet den ene knude ud, før den næste bliver smækket op i synet på mig? Optimistiske, livsglade mig?

Jeg har aldrig været en af de populære, med det smarte tøj, de flotte pennalhuse, det lange hår med krøller og som - uden skulle kæmpe for det - fik både høje karakterer og havde overfyldte håndfulde af bedste-veninder, der kunne vælges og vrages imellem. Men jeg har været min egen! Lidt for drenget. Lidt for retfærdighedssøgende. For ansvarlig. For pligtopfyldende. For fokuseret på, at alle havde det godt og glemte mig selv. Men tænkte alligevel så meget over tingene, og var tidligt så tænksom, at jeg vidste, hvordan jeg ville skulle greje tingene for at jeg kunne ende som vinderen. Jeg kunne bare ikke få mig til at gøre det i praksis. Så en grundtone i livet har været, at jeg ved, hvad der skal til for at jeg bliver nummer et. Én af de populære med de flotte pennalhuse. Men samtidig indbegrebet af det uforløste potentiale.

Jeg har altid fået at vide, at: "Du kan så meget" og jeg har indtil nu troet på, at grunden til min manglende åbenlyse succes har været, at de rammemæssige forudsætninger ikke har været der. Jeg har ikke haft helbredet. Ikke haft det psykiske overskud. Ikke haft tiden. Ikke prioriteret mig selv.

Men drømmen er brast. Boblen er sprunget, og jeg føler, jeg sidder tilbage med... med hvad? Ingenting?

Det lyder indviklet - og er det nok også! I bund og grund handler det om, at jeg er blevet usikker på min faglighed. Jeg fik en dårlig karakter. I et fag, som egentlig er det, jeg gerne vil arbejde med i fremtiden. Jeg mødtes med min underviser for at få uddybet karakteren. Det var tydeligt at mærke på hende, at hun ikke synes, jeg skulle satse på en karriere inde for det felt. Måske min udlægning. Måske sandheden. Objektivt set burde en underviser, jeg har haft til ni forelæsninger, og som så har læst én eksamensopgave, måske ikke have magt til at ødelægge mine fremtidsdrømme. Det er nok fordi, jeg er så sårbar lige der i forvejen. Hun får kun den magt, jeg giver hende...

Og selvfølgelig er det ikke det alene!
Jeg har altid været den sociale, omsorgsfulde, favnende, betænksomme, sjove, festlige person, der har kunnet overkomme uendelig meget, og som altid har haft gang i 117 projekter. Du ved, sådan en, som altid liiige har flot-pyntede muffins med i skole. Altid er velforberedt. Har en kæmpe bunke venner. Er top-positiv. Engageret. Dedikeret. har en mening om alt. Har fremtidsdrømme - og ingen skal stå i vejen! Én som formår det nære og samtidig formår det overordnede. Kreativ og produktiv. En god ven, bekendt, søster, datter, kæreste osv. osv.

Selvfølgelig har det en bagside. Jeg har haft svært ved at følge med mig selv. Har haft nogle mentale dyk ind imellem, fordi kravene til mig selv blev for store. Jeg har skiftevis trøstespist og sultet mig selv for at opnå en kontrol midt i alt det ukontrollerbare. Så, det der har set så godt ud, har selvfølgelig ikke alene været det!

Nu er tingene så forandrede...
Jeg har kronisk migræne. Det betyder, at jeg har måttet skrue ned for alle knapper. ALLE! Social er jeg i meget begrænsede mængder. Overskudsagtig? Meget lidt. Velforberedt? Når jeg kan komme af sted med det. Mange venner? Ja, de er der et sted, men det er ikke meget, jeg ser til dem. Jeg orker det ikke. Kreativ? Ja, drømmene er der... Produktiv? Nop! Ansvarlig? Rummende? Omsorgsfuld? Sjov? Festlig? Tårerne står i øjnene på mig... For: Nej, jeg kan ikke nikke genkendende til det mere. I små glimt, jo, men det er ikke grund-essensen af mig længere.

Jeg er blevet gift. Med den mand i verden, der passer aller bedst til mig! Som jeg elsker aller mest1 Han kender mig i min fortid. Han kender mig i min nutid. Jeg er lykkelig over at have ham. Og samtidig har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan give ham mere af det menneske, jeg engang var. Jeg ville sådan ønske, jeg igen kunne blive det "mig", jeg føler, jeg er, inden i.

Fremtidsdrømmene står på vågeblus. Hvad tør jeg håbe på? Jeg orker ikke flere skuffelser... På den anden side er det også forfærdelig hårdt at acceptere, at det var dét! Hvad skal der så blive af mig?

Og måske er det, jeg er aller mest ked af, den bitterhed, der af og til rammer mig lige i hjertekulen. Jeg har altid sagt, at det var dén jeg frygtede mest. Jeg vil ikke acceptere den, som en del af mig. Jeg vil ikke! Min mand drømmer om sin fremtid... Han har alle muligheder! Jeg er jaloux på ham. Jeg bliver irriteret, jeg bliver handlingslammet, skuffet og ked af det. Fordi han kan, hvad jeg ikke kan. Jeg ved, det er naturligt at få en reaktion på, at ens drømme går op i røg. Alt andet ville være mærkeligt. Men hvad så der fra?

Det hele bliver blandet sammen... Jeg lagde ud med fortid, faglighed, personlighed, fremtidsdrømme og nu nutid, sygdom, jalousi og kampen mod bitterhed. Jeg er en pose blandede bolcher. Min største kamp er kampen for at opretholde en livslyst, en glæde over de små ting. Og mest af alt: Evnen til at bære over med mig selv! Jeg kan ikke udstå de følelser, jeg har. Det smitter af på mit syn på mig selv. Jeg VIL kunne glæde mig på min mands vegne. Drømme sammen med ham. Drømme for ham. Drømme for os. Når jeg bliver konfronteret med ikke at kunne det længere, bliver jeg for alvor både ked af det og bange.

Jeg vil så gerne kunne tilgive mig selv. Jeg tror, jeg er nødt til at få hjælp til den overbærenhed overfor mig selv. Hjælp, ved at mennesker ikke bliver skræmte, sårede og forargede over de følelser, jeg har. Det er jo det, jég bliver! Jeg bliver både skræmt og forarget over de tanker, der fylder i mig... Jeg er så flov! Men jeg orker heller ikke, at folk omkring mig ser ubetinget lyst på fremtiden. Nogle gange er det bare rart at høre, at andre ville synes det var forfærdeligt, hvis de var i mine sko. Bare så man ved, at det ikke kun er ens egen svagelighed, der gør, at man er ved at gå til...

Det vil undre mig, hvis nogen er "fulgt med" så langt. Beklager den begrænsede sammenhæng. Jeg havde vist mest af alt brug for at få luft!

Yes man!

Jeg har klaret 2 hele dage på Journalisthøjskolen UDEN problemer! Jeg kan ikke beskrive, hvor glad, det gør mig! Jeg håber selvfølgelig, det fortsætter, men jeg ved jo samtidig, at det bare er et spørgsmål om tid, før jeg falder i et migræne-hul igen. Det er svært at finde balancen mellem at glæde mig over tilstanden nu, og samtidig være forberedt på, at det ikke varer ved, så jeg ikke bliver helt så skuffet, når det "går galt" næste gang.

Migræne-fri er jeg dog ikke. Det rammer mig om natten, så jeg ikke sover så meget eller så godt, men ud over træthed er jeg på toppen i dag-timerne, og det er SÅ fantastisk! Jeg nyder, at hverdagen nu i to dage har kørt i en fast rytme, hvor jeg sover nogle timer, når jeg kommer hjem fra skole, og så kan nå nogle ting om aftenen. Det er utroligt, så meget energi, jeg har, når jeg ikke er plaget af migræne. Jeg glemmer det helt, når jeg ikke oplever det...

Har I set filmen "Yes man" med Jim Carrey? Jeg er vild med den! Selvfølgelig er den for meget (det ér jo Jim Carrey), men jeg synes bare, plottet er så opmuntrende og livsbekræftende! Sig ja til livet! Ja, til det der byder sig! Muligheder frem for begrænsninger! Energi skaber energi - sådan er det for mig, og derfor er den positive spiral og den gode rille, man kan befinde sig i, bare så afgørende.

Jeg vil gå ud i verden! Ud i hverdagen! (...og lige nu ud i køkkenet og lave pandekager til min elskede mand!) Med løftet pande, rank ryg og positiv tilgang - og sige YES til det, der møder mig!

Mandag står for døren!

Jeg går og er lidt spændt. Den kommende uge byder på mange ting...

Jeg har kronisk migræne, og i morgen skal jeg på Hovedpineklinikken og mødes med ovelægen for anden gang. Sidst jeg var der, var i juli, men der er ca. et halvt års ventetid mellem konsultationerne. Jeg håber bare sådan, at han har en god plan ift. ny behandling. Det er i hvert fald ikke holdbart, som det ser ud lige nu. Men mon ikke også, han har en god idé?!

På onsdag går andet semester på "Journalistisk Formidling" i gang, og det er med blandede følelser, jeg ser frem mod det. Jeg elsker virkelig faget, og jeg har vildt meget lyst til at lære mere. Samtidig ved jeg, at det bliver mere end hårdt at klare det med al den migræne, jeg render rundt med.

Jeg er bare slet ikke typen, der har selvmedlidenhed, ynker eller giver op, så jeg vil kæmpe til det sidste. Men i perioder tærer det så meget på mit overskud, at jeg falder i det hul, jeg ellers kæmper mig uden om. Lige nu er jeg ved godt mod. Jeg elsker livet, og jeg har så utrolig meget at være taknemmelig over. Men jeg håber meget, at også min krop kan få et "løft" med hjælp fra en form for behandling, så det ikke bliver en helt håbløs kamp med studie osv.

Derudover byder ugen på et par udvalgsmøder, aftaler med gode veninder og ellers en masse ting på to-do-listen. Så nu krydser jeg fingre for, at sygdommen er ved at være helt ude af kroppen, at migrænen holder sig på et tåleligt niveau, og at foråret snart for alvor er på vej. Så beder jeg ikke om det mindste mere! :)

Gab!

Efter et migræne-anfald den sidste halvdel af natten og hele formiddagen, er jeg groggy ud over det sædvanlige! Dejligt, man kan tage en lille pille, og så - efter nogle timer - kan udholde lys, lyde og selskab i begrænsede mængder, men helt oven på er jeg ikke før i morgen. Og trætheden er enorm! Det kan bare ikke hjælpe noget, når det er i dag, eksamens-opgaven skal laves færdig. Så jeg kæmper mig fremad - to ord frem og ét tilbage - og håber, jeg når i mål, før det bliver i morgen kl. 12.

Mine tanker flyver forvirret rundt - og især kredser de om at sove, putte og slappe af - i det hele taget det meste, der kan gøres med lukkede øjne... Kommer pludselig til at tænke på alle de børn - og derfor også børnebøger der handler om børn - der ikke vil sove! På trods af mine "kun" 28 år kan jeg simpelthen ikke genfremkalde modstanden mod at skulle sove... Det må være hukommelsen!

Bare det var mig, der sad der sammen med søde, tålmodige, politisk ukorrekte pibe-ryger-far og fik læst historier - med udsigt til snart at skulle sove. Nå, jeg må hellere stoppe med både at drømme og overspringshandle - og komme tilbage til opgaven. Gab!

(Billedet er lånt her)

Lys med lys på

Jeg trænger til lys! Lys over livet generelt. Lys over indviklede problematikker, over vinterens mørkeog over mismodets dunkelhed. Ikke som et udtryk for en vinter-depressiv tilstand, men som en hungren efter energi og overskud til alt det, jeg så gerne vil. Migrænen tager toppen af det hele. Ikke mindst toppen af håbet om, at det nogensinde bliver anderledes. Bliver bedre. Bliver bedst! Mig og mit ellers optimistiske sind oplever udfordring til den gode side. Måske fordi jeg bare ikke vil overgive mig til accepten af, at det er dét her, der er livet. Dét her, der er mit liv. Måske fordi jeg rent faktisk ikke bør overgive mig, lade stå til og acceptere, men skal blive ved med at kæmpe mig vej til lyset. Jeg vil så gerne tro på, at det igen kan blive morgen for mig med frisk energi og lyst til en ny dag. I stedet for dunkende smerter, så snart øjnene slås op, med udsigt til en dag mere på den måde.

Jeg kan selv høre det - jeg lyder deprimeret. Men jeg føler mig det ikke! Jeg har lyst til så meget. Så mange farver. Så mange oplevelser. Så meget skønhed og kreativitet. Så meget spænding, udfordring og sejr på trods. Frustrationen over smerterne som stopklods, ønsker jeg virkelig at overhøre og nedkæmpe. Jeg er helt ind i sjælen så glad for mit liv. Jeg er tapper. Jeg fighter - efter det gode. Efter sejr! Men selv den modige kan blive træt. Og det er jeg nok bare lige nu...

Jeg trænger derfor til lys! Lys, som i vinter-sol, der skinner fra en klar, kold himmel. Lys, som i stearinlys, der blafrer i stilheden. Lys, som i ild i brændeovnen, der varmer fra hjørnet af stuen. Lys, som i lampen på mit skrivebord, der gør det så utrolig meget nemmere at se, hvad der skal ses. Lys, som i øjnene på min mand, der kigger mig helt ind i sjælen, og husker mig på, at det hjælper at sove lidt. Hjælper at tage én ting af gangen. Og husker mig på, at jeg er lys for ham - også selvom jeg føler mig helt slukket... Jeg trænger bare sådan til lys. Lys med lys på!