Ja, den gruppe er jeg en del af! Anonym er jeg dog ikke, når det ikke lige er her på bloggen, det gælder. For overvægt er jo altså svært at skjule!
Mit liv har altid været præget af for mange kilo. Eller det vil sige, engang da jeg var barn, var jeg faktisk ikke for tyk. Jeg følte mig bare for tyk. Ikke mindst fordi nogen kaldte mig det. Børn, som ikke tænkte længere, end at det var sjovt at drille. Det satte sig bare dybt i mig. Måske dybere, end jeg var - og er - bevidst om. Det blev i hvert fald som en selvopfyldende profeti, for tyk er jeg i dag. Ikke decideret fed (siger min mand), men jeg vejer for meget, og min krop vil have godt af at slippe for noget af den ekstra vægt, som jeg byder den at bære rundt på.
Jeg skal nu i gang med mit afsluttende eksamensprojekt på Journalisthøjskolen, og 'overvægt' skal på én eller anden måde være mit tema. Der er lavet undersøgelser, der viser, at mange børn (og særligt piger) føler sig overvægtige, selv om de ikke er det. Følelsen af at være for tyk sætter sig nemt som uopnåelige krav, det fører i værste fald til spiseforstyrrelser, og mange ender med - lige som mig - at blive en selvopfyldende profeti; at BLIVE tyk!
...Og det værste er, at grunden til, at mange føler sig for tykke er, at det er blevet et legalt skældsord. "Hvad så, fede" "Hvor er du tyk og klam" osv. Det er blevet okay at mobbe tykke (og det endda også blandt voksne), for
'de er jo selv ude om det'. Når man gerne vil mobbe, handler det altså bare om at bruge ord, der handler om vægt og udseende, for så er mobning helt okay...
Er du mor til et barn, der har oplevet mobning pga. reel eller ikke reel overvægt?
Er du mor til et barn, som føler sig tyk uden at være det?
Eller kender du en mor, som kender til problematikkerne?
Hvis du har lyst til at svare på 4-5 spørgsmål pr. telefon/mail, vil det være med til at sætte fokus på et vigtigt problem! Og det vil være en kæmpe hjælp...
Alle mennesker har RET til en ordentlig behandling! (Billede lånt her)Jeg ønsker at være med til at sætte fokus på et problem, som helt ubemærket er blevet gjort legalt! Det er forfærdeligt, hvordan børn (og også voksne) lider, i deres forsøg på at passe ind og blive accepterede. Alle har ret til respekt og en ordentlig behandling!