5. december

Jeg har haft et par dage, hvor jeg igen og igen er blevet ramt af tanken 'Hvorfor altid mig?' eller 'Hvorfor ikke mig?'. Alt afhængig af, om det er noget, jeg brændende har ønsket at undgå (som fx igen igen igen at få tandpine i samme tand, som jeg hár brugt 10.000 på indenfor de sidste par år), eller om det er noget jeg brændende ønsker mig (som fx at tingene lykkes i første hug - som de ofte gør for mine nærmeste venner). Jeg bliver opgivende, frustreret, bitter, misundelig og mest af alt ked af det.

Men der er ikke noget at gøre ved det... Det er jo bare med at vende tanken 180 grader, bide i det sure æble, køre kortet igennem hos tandlægen for 117. gang, springe op på hesten igen og tro på, at det hele også vil lykkes for mig en gang. For hvis der er noget jeg ikke vil, så er det at give op! Jeg VIL det gode liv! Basta!

Og nu har jeg da i hvert fald bagt brunkager... De bedste i verden, hvis du spørger mig!

Luftforandring

Jeg trænger til at begynde igen. Begynde på en frisk. Få luft. Ny luft. Luftforandring. Lige ned i lungerne. Helt ned, hvor jeg ofte glemmer at trække vejret ned. Jeg tager mig selv i at spænde skuldrene op under ørerne. Trække vejret overfladisk. Være på vagt. Være klar. Beredt, hvis nogen skulle angribe mig. Jeg er i forsvarsposition og klar til at forsvare min sårbarhed, som føles hudløst udstillet, selv når andres øjne bare flygtigt strejfer mig.

(Billedet er lånt her)

Jeg elsker efterår. Den klare himmel og den kolde luft. De ubegribelige farver. Den skarpe sol, der hænger over horisonten. Det blændende, som bliver brudt af det kolde, som sender hints om, at det er på vej.

Jeg vil ud i dét efterår. Ud i det ruskende voldsomme og det glinsende kolde. Det uvirkeligt smukke. Det hele på én gang. Et fri-rum, hvor forventninger om sol er væk. Nu kan det kun overraske positivt. Jeg glæder mig til at føle mig lille og ligegyldig midt i det store. At kunne sænke skulderne og for et øjeblik være alt andet end beredt. Jeg glæder mig til at være ligegyldig. Være væk. Gå hånd i hånd med ham, jeg ikke vil være væk fra. Lege, at livet; - det er lige her.

Belastende beskytter

Jeg har en beskyttertrang siddende så dybt i mit hjerte, at jeg kan fristes til at tro, at man kan være høne-mor af natur - uden endnu at have fået børn. Det gælder særligt overfor mine søstre. Tre styks. Jeg vil pakke dem ind i vat, hvis jeg kunne komme af sted med det. Passe på dem, nusse om dem, forkæle dem og i værste fald udleve min kontrollerende tendenser, så hvert et skridt de tager er overvåget. Nu er situationen så den, at mine søstre er 29, 26 og 17 hvilket gør det komisk, sygeligt og virkelig pinligt! Jeg gør det selvfølgelig heller ikke, men... Jeg er så bange for, at der skal ske dem noget!

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bunder i en barndom, hvor jeg pålagde mig selv mor-følelsen. Uden at have aftalt det med mine forældre. De havde ingen mistanke. Men midt i livet med fire børn, madpakker, forældremøder og lange arbejdsdage kan en følsom pige med meget veludviklede antenner, fornemme, hvis forældrenes pres bliver til den gode side.

Det var ikke smart dengang, og det har jeg da også snakket meget med mine forældre om siden. Vi har snakket, bearbejdet, sagt undskyld, tilgivet og er de bedste venner. Men det er heller ikke smart nu. Jeg bekymrer mig for min storesøster, som er handicappet. Jeg bekymrer mig for min yngste lillesøster, som er teenager. Jeg bekymrer mig for min ældste lillesøster, som øver sig i at passe på sig selv. Jeg ville ønske, jeg kunne passe på dem alle tre. Beskytte dem fra alle verdens farer.

Lasse er meget tålmodig, men han kan blive en lille smule slidt af at høre om mine bekymringer for hvis ikke den ene, så den anden eller den tredje søster, når vi er kommet i seng. Men hvordan gør man? Lader sine søskende leve deres eget liv, lader dem tage ansvar for sig selv - og i stedet tænker lidt på sig selv? Selvfølgelig ikke på en egocentreret måde, men på en måde, så både de og jeg kan få fred bare en gang imellem. Og så det finder et normalt leje. For, helt ærligt, det er da belastende for dem at have sådan en ekstra hønemor flyvende bag sig konstant. Beredt til action - klar til at sprede vingerne ud, når jeg skuler over skulderen og ser, at der er fare på færde. Få dig et liv, kunne man fristes til at sige til en type som mig... Men det er virkelig helt oprigtig kærlighed!!

Hvad er succes?

Jeg har min storesøster på ferie fra i mandags til om en uge. Hun er spastiker (højresidig hjerneskade). Hun går med rollator, har klæbehjerne, er meget velformuleret, selvbevidst og selvreflekteret, men hun har 'huller', hvor hun falder igennem og ikke er alderssvarende, som det så fint hedder. Jeg elsker hende og nyder at være sammen med hende. Men man kan blive træt på en helt særlig måde... Træt i tankerne, fordi man skal være et skridt foran. Træt i hovedet af at være bevidst og reflekteret. Men jeg nyder det - det gør jeg virkelig!

En øvelse netop nu er mine to-do-lister, som er gemt langt væk! Jeg lever og ånder ellers for mine to-do-lister, men i denne tid, hvor Christa er på besøg, er det dét og kun dét, der gælder! Det er underligt, hvordan det, der ellers føles som det vigtigste i verden kan lægges på hylden i halvanden uge. Måske er det ikke så livsvigtigt, som jeg ellers kan bilde mig selv ind?!

Der er det mærkelige med to-do-lister, at de ofte får lov at sætte dagsordenen i mit liv... Hvis jeg skriver 30 ting ned, jeg vil nå på en dag, og jeg så når alle 30 ting - så er jeg en succes! Hvis jeg der i mod skriver 100 ting ned, jeg vil nå, men kun når 30 - så er jeg en fiasko! Sagen er jo bare, at jeg har nået lige meget... Følelsen er bare helt forskellig, alt efter om jeg har nået det, jeg har sat mig for, eller langt fra har nået det...

(Billedet er lånt her)

Jeg bestemmer altså selv, om jeg vil sidde tilbage med fiasko eller succesfølelsen - spørgsmålet er så, hvad jeg vælger!? Lige nu vælger jeg at gå i seng. Men i morgen bliver det måske bare en lille bitte to-do-liste, som Christa og jeg kan gøre kål på sammen. Og få succes sammen!!

A som 'Alose'

Kender I 'Madsens ÆØÅ'? (Madsen som i 'Anders Lund Madsen')
Hvis ikke; så lån den, læs den, - og udvid dit ordforråd med gloser, der beskriver ekstremt kendte følelser, begreber, fænomener, situationer og genstande - men som indtil nu ikke har haft noget navn. Jeg er fan, for selv om jeg har læst dansk på universitetet, så er der stadig så utrolig meget, der sidder på tungen, men som bliver siddende, fordi der hidtil ikke har været et passende ord for det.

Bare et eksempel:
'Alose' verbum = at sparke til luften ved siden af fodbolden med stor kraft

Og ja, måske spiller jeg ikke så ofte fodbold, som jeg gjorde engang, og jeg oplever derfor måske ikke særlig tit at sparke ved siden af en fodbold med stor kraft. Men i overført betydning gør jeg det dagligt: Tager tilløb, giver den alt hvad jeg har - og kommer ingen vegne. Bolden ligger stadig foran mig. Skuffende. Opslidende. Til ingen verdens nytte. Ikke fiasko. Ikke nederlag. Bare godt gammelt Alose!

Jeg skal bare liiiiiiiiiiige...

Der sker ikke en skid her på bloggen i øjeblikket. Vores Internet er mildest talt ustabilt, og dét kombineret med, at jeg ikke kan uploade billeder, og to-do-listerne (som har med andet end bloggen at gøre) er lange, gør, at der er langt mellem indlæggene. Jeg skriver for min egen skyld, og min blog er mit frirum, hvor der er plads til usensurerede tankekonstellationer. Jeg elsker at blogge. Elsker at følge jer andre - og elsker det univers, som befinder sig her. Et par faste læsere er faldet fra i min stille periode, og selvom det (netop fordi jeg skriver for min egen skyld) kan det alligevel ikke undgå at give mig et lille stik i hjertet. Måske noget pjat, men alligevel...

Jeg ved godt, jeg er lidt kedelig lige nu, men jeg kommer stærkt tilbage - det lover jeg! Jeg skal bare liiiiiiiiiiiiiige have lidt mere styr på mit liv, mit rod og vores Internet!

Billede lånt her

Træt med træt på

Måske er det det sidste års pres, der kommer 10-dobbelt igen, nu hvor det er slut?
Måske er det en lang dag med fest, farver og drillerier fra tre energi-opladte nevø- og niece-unger?
Måske er det den sidste nats håbløse søvn? (det meste foregik siddende pga. uro i kroppen)
Måske er det en blanding af det hele!

I hvert fald er min krop ved at stå helt af ræset. Slut, færdig og sov! Det er den eneste ordre, den vil lystre. Så jeg vil være en pligtopfyldende krop-indehaver og give den, hvad den beder om: Søvn i lange baner!

I morgen vender jeg tilbage med updates på mit liv, for jeg har truffet afgørende beslutninger, har jeg...

(billedet er lånt her)

Jeg må hellere gå i seng - man kunne jo risikere at falde i søvn i forholdsvis uhensigtsmæssige stillinger, hvis man ikke lytter til kroppens hungren efter en seng! Sov godt!

Elskede søster

Jeg har en fantastisk lillesøster. Hun hedder Maja og er 26 år. Præcis 2 år og 5 måneder yngre end mig. Jeg har altid passet på hende. Jeg ønsker det bedste for hende. Er stolt af hende. Elsker hende helt ubeskrivelig højt, og det kan intet ændre ved!

Men som det nok altid er med søskende, så går kærlighed ofte hånd i hånd med diskussioner, misundelse og uvenskab. Heldigvis er det ikke det, der gennem livet har fyldt mest. Slet ikke endda.

I dag har hun været til eksamen. Jeg tænker på hende. Jeg føler med hende. Jeg stresser med hende. Håber med hende - og glædes usigeligt med hende, når hun skriver, hun har fået 12! Det er fuldt ud fortjent, og jeg kan unde hende det mere end nogen anden!


Alligevel stikker det i mit hjerte. Et lille stik, - men stadig mærkbart...
Maja er smuk, hun er spinkel, lille, fin, petit - med det mest fantastiske smil og de skønneste store krøller.
Jeg vejer - og har altid vejet - for meget, på trods af en nærmest konstant kamp livet igennem.
Hun er rask, rørig og en fighter.
Jeg har kronisk migræne, har kæmpet med depressioner og har diverse allergier, eksemer mm.
Hun er dedikeret på sit studie - og hendes 12-tal i går er én blandt mange mange fine karakterer.
Jeg har sat alt andet i mit liv på standby det sidste år - og er endt med et 2-tal og et 7-tal.

Er jeg misundelig? Jaloux? Bitter? Frustreret?
Nej, for jeg elsker hende ubeskrivelig højt!
Jeg ønsker hende kun alt godt i livet!
...men de grimme følelser rammer mig ind imellem. Imod min vilje, men de rammer mig. Hårdt.

Maja siger, hun ser op til mig. Hun holder af mig. Lærer af mig og respekterer mig dybt. Jeg har svært ved at forstå det. Hun har alt - jeg har intet. Sådan kan det føles på en dårlig dag. Det er ikke den objektive sandhed. Det ved jeg. Mange - inklusiv Maja - ville modsige dette x 100, hvis de fik lov. Men det er sådan følelsen er. Lige nu i hvert fald. Min subjektive følelse helt inde i hjertekulen. Og det er okay.

Det ændrer heldigvis ikke på, at Maja er min bedste ven. Min elskede søster. Og at jeg skal fejre hende i stor stil med lækkerier, balloner og søster-hygge ved lejlighed. Fordi hun er særlig! Hun er fantastisk! Hun er min elskede søster! Og fordi hun selvfølgelig også har sit at kæmpe med. Meget at kæmpe med. Det er bare noget andet end mig. Men hun er så god! Så vidunderligt god! You go girl!

Jeg er ikke gravid!!!

Efter Lasse og jeg blev gift sidste år, oplever jeg jævnligt, at folk jeg ikke har set i nogen tid kigger grundigt på min mave, når vi hilser på hinanden. Kombinationen af at være sidst i tyverne, glad for børn, gift osv. fører ikke nødvendigvis direkte spørgsmål med sig, men stikpiller, hentydninger og ikke mindst lange og undersøgende blikke.

Men, hey: Nej! Jeg er ikke gravid! Jeg ér bare så tyk! Jeg håber aldrig at skulle opleve at blive decideret lykønsket af den grund (eller i hvert fald ikke før der skulle vise sig to streger på tissepinden). Derfor, kære medborgere, bekendte, onkler og gamle bedstemødre: Lad mig slippe for ydmygelsen - og lad MIG bringe emnet om en eventuel graviditet op, hvis JEG får lyst! Indtil da kæmper jeg for at få maven væk - for der er absolut ingen børn i mine deller!

Udsplattet disco orm

Hvor ville jeg ønske, at jeg bare engang imellem blev overrumplet af en gennembrusende tro på mig selv. Sådan én der lige satte sig fast et par dage. Som gav mig energi til at kæmpe for det, jeg tror på. Som gav mig lyst til at holde fast på trods af modgang. Som gav mig styrke til at tørre øjnene, tage en tudekiks og skide på, hvad andre synes...

Når man arbejder med eksamensprojekt, ikke ved, om man er på rette vej, meget gerne skal præstere max (for at skylle de dårlige minder om sidste skrækkelige eksamen væk) og i det hele taget bare VIRKELIG trænger til en optur succesoplevelse. Ja, så kunne man drømme om at have rygrad af stål og gi den SÅ meget gas! At være en vaskeægte disco-orm, i stedet for en udsplattet én af slagsen uden rygrad (som jeg føler mig mest som).

I wish...

Svær svær beslutning

Jeg har gjort det:
- Afmeldt min bachelor eksamen (som jeg skulle have skrevet i 'sommerferien')
- Udskudt min bachelor til efterårs-semesteret (hvor jeg skulle være begyndt på min kandidat)
- Udskudt opstart på kandidat til sommeren 2012 (hvor jeg havde håbet at være halvvejs)

Hvis jeg klarer dette semesters eksamen (hvilket jeg lige nu bruge al min tid på at forsøge), klarer jeg det imod alle odds (dumme dumme kroniske migræne!) Hvis jeg så skulle bruge hele min såkaldte sommerferie på bacheloropgave + efterfølgende forsvar ville det igen være imod alle odds, for jeg er så kørt ned efter over tre måneder med 2-5 timers søvn hver nat pga. migræne, at jeg både fysisk og psykisk er kørt ned til sokkeholderne (er det ikke det, man kalder det?) Når forsvaret så endelig ville være overstået sidst i august, ville den stå på opstart på hård og meget udfordrende kandidat-uddannelse fra 1. september og to år frem. To år, hvor jeg igen ville skulle klare det imod alle odds.

Lige nu orker jeg bare ikke mere 'imod alle odds'! Jeg har brug for at sætte tæring efter næring. Give mig selv et break og begynde at stille menneskelige krav til mig selv. (Jeg prøver virkelig at overbevise mig selv om, at det er okay at sige stop)

Alligevel er mit hoved fyldt med dunkende tanker, der gør ALT, hvad de kan for at overbevise mig om, at jeg er det mest svagpisser-agtige menneske på to ben... Jeg er ikke sådan én, der giver op! Men jeg har meldt min bachelor fra, så det er ikke længere spørgsmålet om skal/skal ikke. Nu r spørgsmålet bare, om jeg vil lade mig selv få fred...

Ubekymret, tak!

Generelt er jeg et meget optimistisk menneske. Håber på det bedste, tror på det bedste og elsker livet! Undtagen når det kommer til ting, der skal ske for mig selv... Jeg har SÅ svært ved at tro på, at det hele nok skal gå. Jeg bekymrer mig om alt for meget og frygter ofte det værste. Det er til at blive skør af nogle gange, for hvor meget er det lige, det hjælper at bekymre sig? Hvis bekymringerne endelig skulle få hold i virkeligheden, har det jo alligevel ikke hjulpet noget at bekymre sig. Det har bare trukket en masse glæde og energi ud af de øjeblikke, som man ellers bekymringsfrit kunne have glædet sig over.

Jeg har et idol. Måske mærkeligt, taget min alder i betragtning. Ikke alle dele af hendes realisme, empati og opførsel kan jeg forsvare, men alligevel er min respekt stor!

For helt ærligt... Tænk, hvis man bekymringsfrit kunne tage tingene, som dee kom. Og hvis man fik lyst - bruge sine penge på legetøj til alle de børn, der havde lyst til at få! Jeg ville elske det... Jeg ér virkelig fan! For det der, det er immervæk at være prinsesse på den fede måde!

U-målrettet

Hjertet pumper. Tankerne hvirvler. Nattesøvnen er ustabil. Kroppen spænder.

To-do-listernes længde minder om den uoverskuelighed, mit liv er kendetegnende ved. Eksamenen er gået i gang, og der er ikke udsigt til fri, ferie og fuldstændig ro før engang, ja, jeg ved ikke engang hvornår. Måske, når jeg bliver gammel. Det er til at tude over...

Alligevel føler jeg mig handlingslammet og u-målrettet. (jeg ved godt, det ikke er et rigtigt ord, men du forstår nok, hvad jeg mener). Jeg har travlt, men jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Jeg er træt, men har ikke ro til at sove.

Jeg har en uendelig lang vej foran mig. Jeg står i et vejkryds. Er i tvivl om, hvilken vej, der er den rette. Jeg begiver mig ud af én af dem. Tøver. Vender om. Fortsætter ud af en anden. Fortryder. Går tilbage. Prøver den første igen. Vender endnu engang tilbage til udgangspunktet. Jeg kæmper, forsøger, slider, men når ingen vegne. Fordi jeg er håbløst u-målrettet. Og måske en lille smule træt...

Cheesecake-tanker og migræne

Weekenden har stået på konfirmation hos en fætter i Nordjylland - med overnatning fra lørdag til søndag i sommerhus med forældre, søskende, svoger og mand. Fantastisk at være sammen - og dejligt at være sammen med mors familie i går.

I nat og det meste af dagen i dag har budt på et rigtig slemt migræne-anfald, så ingen undervisning til mig - men der imod piller, mørke og ro under dynen. Jeg er helt groggy oven på sådan en omgang.

Og så går jeg og funderer...
Jeg skal hjælpe nogle bekendte med bryllupskage, og de vil gerne have en form for cheesecake. Udfordringerne er dog mange, da den skal fragtes fra Aarhus til Vestjylland to dagen inden brylluppet. Den skal derfor kunne holde sig (og holde til over en times transport) og pyntningen (som gerne skulle bestå af frisk frugt) kan først ske på dagen - dvs. det er der andre, der må tage sig af. Jeg har lavet bryllupskage nogle gange før, så det er ikke så meget det, der får hjernen til at knage. Mere de praktiske ting og overvejelser. Det skal jo altså bare klappe på sådan en dag...

(billede lånt her)

Jeg vil smutte i seng. Jeg skal altså bare være HELT klar til undervisning i morgen. Vi er i gang med sidste uge undervisning, før eksamensprojektet går i gang, så det handler om at få det sidste med. det bliver en hård tid de næste tre uger - ingen tvivl om det!

Lille barn i børnehaven...

Kan I huske situationen:

Lille barn i børnehaven slår sig
Lille barn i børnehaven græder kun meget meget lidt, selvom det tydeligvis gør ondt
Lille barn i børnehaven er sej og vil ikke bryde sammen foran alle de andre
Lille barn i børnehaven leger resten af dagen sammen med de andre børn
Lille barn i børnehaven bliver hentet sidst på dagen af sin mor
Lille barn i børnehaven løber hen til mor og kaster sig om halsen på hende
Lille barn i børnehaven bryder helt sammen og græder, græder og græder
Lille barn i børnehaven er pludselig meget 'lille' og ikke spor sej

Jeg var det lille barn i børnehaven i dag!

(billede lånt her)

Oplevede for første gang i meget lang tid, hvordan det føles at blive sat tilbage til diskussionerne om, hvis tur det var til at have gyngen, i børnehaven. Et voksent menneske overfusede mig. Kaldte mig ting, der virkelig ramte mig. Et voksent menneske, som jeg ikke selv har valgt at omgås, men som situationen kræver. Jeg brød sammen. Jeg var ved siden af mig selv. Tårerne løb. Halsen snørede sig sammen. Luften blev svær at trække. Jeg var flov over min reaktion. Jeg var vred over det personlige angreb. Jeg var aller mest ked af det. Meget ked af det.

Dagen blev lang, og jeg var helt flad, da jeg kom hjem. I de sidste mange timer havde tårerne været pakket væk. Jeg havde haft for travlt til at være i følelsen. Var for stolt til at give slip.

Da jeg så min mand blev jeg et lille barn i børnehaven igen. Tårerne fik frit løb. Al den smerte og frustration, al den ked-af-det-hed, der var pakket ind under børnehavebarnets flyverdragt kom pludselig frem for fuld kraft.

Den lille pige havde virkelig brug for at blive trøstet!
- Konstruktiv? Det kan vi være i morgen...

Gid jeg må huske

Gid solen må skinne og himlen vær´ blå
Gid fuglene fortsat en trille slå
Gid lyset må blive
Gid jeg er i live
Gid dagen så dejligt må gå

Må jeg være venlig og smilet vær´ stort
Må kræfter jeg få når jeg kommer til kort
Må øjnene lyse
Må ingen mig kyse
Må jeg fra det mørke se bort

For inderst inde elsker jeg jo livet...

Liv

Vi har på studiet fået udleveret et eksemplar af det nyligt introducerede magasin 'LIV; fordi du vil leve det' til kvinder på 40+. Jeg synes, det er fedt, der er lavet et magasin med et fedt layout og lækker kvalitet til kvinder, som ikke lige føler sig 'ramt' af hverken Familie Journalen eller Alt for damerne. Idéen er umiddelbart god, tænker jeg...

Billedet er lånt her

Det er så her, jeg må erkende, at jeg, selvom jeg 'kun' er sidst i 20´erne, ikke for alvor oplever, at noget blad på markedet rammer mig. Enten føler jeg mig for gammel, fordi det hele handler om sex, udseende, pinlige historier og lidt mere sex, eller også føler jeg mig fattig og udenfor det gode selskab, fordi der tales til en målgruppe, som befinder sig klasser over mig i samfunds-hierarkiet, hvor der tales om dyr indretning, dyrt tøj og dyre fornøjelser. Bevar mig, begge dele (både dyr stil og god sex) er da ting jeg sætter pris på, men det meste af bladenes indhold flyver hen over hovedet på mig.

Jeg har kigget i det nye blad, selvom jeg ikke er målgruppen. Umiddelbart flot layout, en del kendte og indhold, som umiddelbart virker relevant. Men så slår det mig: Ved ALLE medvirkende, står deres alder oplyst. Stort set ALT indhold omhandler alder på den ene eller anden måde. Både mode, skønhed, annoncer, artikler, problematikker og så videre. Jeg sidder med følelsen af, at magasinet aldersdiskriminerer sin egen målgruppe ved så tydeligt at problematisere - og fokusere på - alder. Det virker til, at alle over 40 kun har ét ønske: At være yngre! Det synes jeg er langt ude...

Billedet er lånt her

Men det er bare mine tanker. Måske er jeg 'for lille' til at kommentere på en moden målgruppes vegne. Min erfaring er bare, at jeg på nogle områder bedre kan identificere mig med én på 17 år, på andre områder med én på 42 år og på andre områder igen med én på 75 år. Og så sker det selvfølgelig også, at jeg føler mig som én på de 28 år, jeg rent faktisk har rundet!

Ægteskab forever?

Vi har i aften været til anden del af et ægteskabskursus, som vi har brugt nogle af vores bryllupspenge på. Man sidder sammen med sin mand/kone ved små borde (totalt date-agtigt) og spiser en super lækker 3-retters menu tilberedt af en dygtig dygtig kok. En parterapeut kommer så imellem retterne kommer med et lille oplæg til videre snak og refleksion. Både lærerigt og humoristisk er hans oplæg. En del anekdoter fra hans 'karriere', og det bliver til mange grin og trækken på smilebåndet i løbet af sådan en aften. Simpelthen fordi man føler sig 'ramt'. På den gode måde som i fx 'det-er-ikke-kun-os-der-kender-til-at-mænd-glemmer-og-kvinder-bekymrer-sig-agtige-måde.'


Nu er det ikke sådan en kursus, man tager på, fordi ens ægteskab er dårligt. Det er nærmere en investering i at det ikke skal blive dårligt. I at lære sig selv og hinanden bedre at kende. I at få redskaber til, hvordan man kan passe på den kærlighed, man har til hinanden (også midt i stress og jag og svære tider). Og til at blive endnu mere glade for hinanden. Totalt win-win!

Vi snakkede i en helt anden sammenhæng om ægteskab i min læsegruppe tidligere i dag. Der er mange holdninger til det at være gift. Især til om et ægteskab er 'for altid' som i 'indtil vi ikke elsker mere' - eller i altid, som i 'til døden'! Jeg ved godt, det er nemt at sige efter et halvt års ægteskab, og det er heller ikke for at lyde frelst, men for mig er det meget bogstaveligt indtil døden skiller os.

Selvfølgelig kan der ske så meget, men indstillingen er bare så afgørende... Hvis jeg nu forestiller mig, at jeg bliver forelsket i en anden mand. Spørgsmålet er så, hvad jeg gør ved det. Lader jeg det vokse sig stort og spændende og lever det til sidst ud, eller fortæller jeg det til min mand, allerede der, hvor følelserne til 'den anden' endnu ikke har vokset sig store? Så kan vi hjælpe hinanden i kampen mod det, der kan ødelægge vores ægteskab. Fordi det vigtigste for os er at ville hinanden - ville vores ægteskab. Ikke fordi vi vil ignorere lykken, hvis den tilbyder sig et andet sted, men fordi vi grundlæggende tror på, at lykken er sammen. Og tror på, at græsset ikke er grønnere på den anden side - heller ikke selvom det kan se sådan ud.

Jeg ønsker ikke at lyde retfærdig. Jeg ved, der er mange, der kæmper sig halvt ihjel i deres ægteskaber, hvor der ikke er nogen anden udvej end at gå fra hinanden. Det respekterer jeg. Jeg bliver bare mere og mere opmærksom på: Jo mere man investerer i sit ægteskab, jo større et tab bliver det også at lade det gå i stykker. Hvis det hele tiden er dét perspektiv begge parter lever med, er et godt ægteskab vel langt hen af vejen et valg?!

Rædsom nat og blå himmel

Én ting er, at man selv bliver ked af det. Opgivende og fyldt af håbløshed. Noget helt andet er, når man skal trække en anden med igennem det, som trækker al energi ud af en selv.

Jeg har kronisk migræne. Det vil sige, at jeg har migræne mere end halvdelen af månedens dage. I øjeblikket falder mine anfald primært om natten. Det er godt, da jeg så kan passe min skole. Det er skidt, fordi jeg lever de fleste dage på 3-5 timers søvn. En ting er at være træt. Meget værre er alt det andet... Humørsvingningerne, utålmodigheden, frustrationen, temperamentet, opgivenheden, og tudeturene. Åh, de skide tudeture...

I aftes snakkede vi fremtid min mand og jeg. Hade-snakken for mit vedkommende. Mine drømme er smuldret i takt med at tiden er gået og migrænen stadig er min tro følgesvend. Frustrationerne følger med.
Hvad skal der blive af mig?

Min mand har store drømme. Selvfølgelig har han det! Han kan så meget, vil så meget - og selvfølgelig skal han så meget! Jeg vil til hver en tid bakke ham op! Han skal udleve sit potentiale! Men hvad med mig? Løber han fra mig? Bliver jeg ensom, mens han er ude og jage efter målene i sit liv?

Jeg vil ikke være klodsen om benet, stenen i skoen, stop-skiltet på vejen. Jeg vil ikke! Han skal have lov. Jeg er sådan en, der bakker op, supporter og giver lov! Men hvad med den lille bange pige i maven, der græder, lider og giver op? Hvor er der plads til hende? ...og jeg vil godt indrømme det: Jeg er misundelig! Jaloux og bitter! Ikke på ham, fordi han kan. Men på alle andre - fordi jeg ikke kan!

Jeg gik i seng. Grædende. Tårerne lullede mig i søvn. Efterlod min mand i sofaen. Svigtede ham, fordi jeg ikke magtede mere snak. Følelserne overtager og jeg ønsker bare at give op. Men hvordan gør man det? Giver op? Og er det egentlig det, jeg vil? Selvfølgelig ikke... Jeg kender bare ikke alternativet!


Nu har stormen lagt sig. Der er fuldstændig ro i træernes grene. Fuglene kvidrer. Solen skinner fra en fuldstændig skyfri himmel. Jeg er træt efter en rædsom nat. Jeg har ikke sovet meget. Er vågnet igen og igen. Leder efter løsninger. Plejer min dårlige samvittighed. Ville ønske, så meget var så anderledes.
Men himmelen er blå. Er blå håbets farve? Bare i dag?

Blæsevejr og Stine Stregen

Det er jo helt vanvittigt, som det blæser. Om lidt skal jeg gå den lange vej (ja, okay, 200 meter) ned til frisøren og have klippet de mest spaltede hårstrå af. Gad vide, om jeg kommer frem? Uden at vælte? Hjem igen?

Der er nok ikke så meget idé i at få frisøren til at sætte håret videre fancy, når hun er færdig, for alt det, der kunne minde om styling, er da vist blæst langt væk, inden de 200 meter er tilbagelagt på hjemturen...

(Blæsevejr a la Stine Stregen - kige forbi hende her; helt klart et besøg værd!!)