1. december

Så blev det den første dag i julemåneden, og jeg har været på farten hele dagen. Nu er jeg heldigvis hjemme i varme, tørvejr, i stilhed - og i lidt julehygge...

Jeg har i år tidligt været i gang med jule-lækkerierne, da jeg skulle have en pakkekalender klar til det plejehjem, min farmor boede på. Hun fik fred for godt en måned siden, og som en sidste tak til det rigtige dejlige sted, hun boede, lavede vi i familien en julekalender med en gave til hver dag. I alle gaver er der noget, som de kan dele allesammen (enten noget spiseligt, noget julepynt eller julemusik/julefilm).

Én af dagene får de disse julekage-kranse. Lyse kager udstukket med en rund cutter, hvorefter jeg med en mindre cutter har lavet hullet. Da de var bagt og afkølede, lavede jeg blade på kryds og tværs med grøn royal icing og en blad-tyl, hvorefter de fik små 'bær' sprøjtet på med rød royal icing i en lille rund tyl. Jeg håber, de kommer til at vække glæde...

Kampgejst og hjemmebag

I dag har vi været på besøg hos min gamle farmor på plejehjemmet. 83 år er hun, og hun er slidt, træt af dage og både krop og sind trænger til fred. I dag var en god dag. Hun sad op. Hun glædede sig over selskab. Hun forsøgte at finde ord at dele. Hun nød synet af blomsterne, vi havde med. Smagte på kagen, vi havde bagt. Det hele langsomt. Forsigtigt og prøvende. Men samtidig med lidt farve i kinderne, som ellers har været væk længe. Jeg har længe ønsket for hende, at hun snart må sove ind. Hvis det er tid. I dag var der lidt kampgejst tilbage, som vidnede om, at der måske alligevel er lidt tid igen...

Livet er en mærkelig størrelse. Lige så levende, farmor virker, når hendes øjne sanser os som kendte kære. Lige så livsforladt kan hun pludselig synes, når sygdom i perioder får taget i hende. Hun har altid frygtet at ende som dement. Hun ønsker at få fred inden da. At krop og sind på samme tid må sige farvel. Jeg beder om, at hun må få lov at få det ønske opfyldt!

Luftforandring

Jeg trænger til at begynde igen. Begynde på en frisk. Få luft. Ny luft. Luftforandring. Lige ned i lungerne. Helt ned, hvor jeg ofte glemmer at trække vejret ned. Jeg tager mig selv i at spænde skuldrene op under ørerne. Trække vejret overfladisk. Være på vagt. Være klar. Beredt, hvis nogen skulle angribe mig. Jeg er i forsvarsposition og klar til at forsvare min sårbarhed, som føles hudløst udstillet, selv når andres øjne bare flygtigt strejfer mig.

(Billedet er lånt her)

Jeg elsker efterår. Den klare himmel og den kolde luft. De ubegribelige farver. Den skarpe sol, der hænger over horisonten. Det blændende, som bliver brudt af det kolde, som sender hints om, at det er på vej.

Jeg vil ud i dét efterår. Ud i det ruskende voldsomme og det glinsende kolde. Det uvirkeligt smukke. Det hele på én gang. Et fri-rum, hvor forventninger om sol er væk. Nu kan det kun overraske positivt. Jeg glæder mig til at føle mig lille og ligegyldig midt i det store. At kunne sænke skulderne og for et øjeblik være alt andet end beredt. Jeg glæder mig til at være ligegyldig. Være væk. Gå hånd i hånd med ham, jeg ikke vil være væk fra. Lege, at livet; - det er lige her.

God sommer!

Jeg er tom for ord, for overskud og for lyst til at dele... Det kommer helt sikkert igen, men lige nu vil jeg bare ønske jer alle en god sommer! Lige pludselig, når jeg ikke længere kan holde mund, vender jeg stærkt tilbage!

Kærligst Clara Gry

Belastende beskytter

Jeg har en beskyttertrang siddende så dybt i mit hjerte, at jeg kan fristes til at tro, at man kan være høne-mor af natur - uden endnu at have fået børn. Det gælder særligt overfor mine søstre. Tre styks. Jeg vil pakke dem ind i vat, hvis jeg kunne komme af sted med det. Passe på dem, nusse om dem, forkæle dem og i værste fald udleve min kontrollerende tendenser, så hvert et skridt de tager er overvåget. Nu er situationen så den, at mine søstre er 29, 26 og 17 hvilket gør det komisk, sygeligt og virkelig pinligt! Jeg gør det selvfølgelig heller ikke, men... Jeg er så bange for, at der skal ske dem noget!

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bunder i en barndom, hvor jeg pålagde mig selv mor-følelsen. Uden at have aftalt det med mine forældre. De havde ingen mistanke. Men midt i livet med fire børn, madpakker, forældremøder og lange arbejdsdage kan en følsom pige med meget veludviklede antenner, fornemme, hvis forældrenes pres bliver til den gode side.

Det var ikke smart dengang, og det har jeg da også snakket meget med mine forældre om siden. Vi har snakket, bearbejdet, sagt undskyld, tilgivet og er de bedste venner. Men det er heller ikke smart nu. Jeg bekymrer mig for min storesøster, som er handicappet. Jeg bekymrer mig for min yngste lillesøster, som er teenager. Jeg bekymrer mig for min ældste lillesøster, som øver sig i at passe på sig selv. Jeg ville ønske, jeg kunne passe på dem alle tre. Beskytte dem fra alle verdens farer.

Lasse er meget tålmodig, men han kan blive en lille smule slidt af at høre om mine bekymringer for hvis ikke den ene, så den anden eller den tredje søster, når vi er kommet i seng. Men hvordan gør man? Lader sine søskende leve deres eget liv, lader dem tage ansvar for sig selv - og i stedet tænker lidt på sig selv? Selvfølgelig ikke på en egocentreret måde, men på en måde, så både de og jeg kan få fred bare en gang imellem. Og så det finder et normalt leje. For, helt ærligt, det er da belastende for dem at have sådan en ekstra hønemor flyvende bag sig konstant. Beredt til action - klar til at sprede vingerne ud, når jeg skuler over skulderen og ser, at der er fare på færde. Få dig et liv, kunne man fristes til at sige til en type som mig... Men det er virkelig helt oprigtig kærlighed!!