3. december

Så blev det virkelig 3. december. Regnen står ned i stænger, og blæsten rusker. Det er gråt, vådt og kedeligt. Men... alt afhænger af øjnene, der ser, så handler det ikke bare om, at tænde så mange stearinlys, at 'uvejret' bliver en hyggelig baggrund for det dejlige?

Desværre kan jeg ikke bare blive indenfor, for vi drager mod Sjælland ved middagstid, hvor vi skal have et døgns tid hos mine forældre. Jeg glæder mig, men lige nu drømmer jeg om en varm, hyggelig bil, man kan pakke og køre af sted i, når man har lyst. Men SU-indtægten x 2 rækker kun til ic3-togets forsinkede, larmende fortræffeligheder, og der er man altså tvunget ud i regnvejret af flere omgange. Fra vores hjem til bussen - fra bussen til toget - fra toget til bussen - fra bussen til forældrenes hus. Gid, min paraply viser sig fra sin aller mest venlige side og ikke vælger at stritte op ad og flå mig fra side til side. Tro mig: Mange paraplyer har svigtet mig netop med denne adfærd tidligere!

Anyway, et billede af lækkerier, skal også med i dagens indlæg. Endnu engang jule-cookies - denne gang julekugler. Blå royal icing penslet med glimmer. Efter de er tørret, er de pyntet med forskelligt mønster i samme blå farve. Den lille top er lavet med hvid glasur og penslet med guld. Rigtig glædelig 3. december!

2. december

Ja, jeg kommer jo godt nok for sent med 2. decembers indlæg, men så må der komme to i dag. Denne gang for at vise 2. del af mine jule-plejehjems-cookies. Denne gang hjerter med rød glasur, 'jul' skrevet med hvid, hvorefter det er malet med guld. Forsinket: Rigtig glædelig 2. december!

1. december

Så blev det den første dag i julemåneden, og jeg har været på farten hele dagen. Nu er jeg heldigvis hjemme i varme, tørvejr, i stilhed - og i lidt julehygge...

Jeg har i år tidligt været i gang med jule-lækkerierne, da jeg skulle have en pakkekalender klar til det plejehjem, min farmor boede på. Hun fik fred for godt en måned siden, og som en sidste tak til det rigtige dejlige sted, hun boede, lavede vi i familien en julekalender med en gave til hver dag. I alle gaver er der noget, som de kan dele allesammen (enten noget spiseligt, noget julepynt eller julemusik/julefilm).

Én af dagene får de disse julekage-kranse. Lyse kager udstukket med en rund cutter, hvorefter jeg med en mindre cutter har lavet hullet. Da de var bagt og afkølede, lavede jeg blade på kryds og tværs med grøn royal icing og en blad-tyl, hvorefter de fik små 'bær' sprøjtet på med rød royal icing i en lille rund tyl. Jeg håber, de kommer til at vække glæde...

Kampgejst og hjemmebag

I dag har vi været på besøg hos min gamle farmor på plejehjemmet. 83 år er hun, og hun er slidt, træt af dage og både krop og sind trænger til fred. I dag var en god dag. Hun sad op. Hun glædede sig over selskab. Hun forsøgte at finde ord at dele. Hun nød synet af blomsterne, vi havde med. Smagte på kagen, vi havde bagt. Det hele langsomt. Forsigtigt og prøvende. Men samtidig med lidt farve i kinderne, som ellers har været væk længe. Jeg har længe ønsket for hende, at hun snart må sove ind. Hvis det er tid. I dag var der lidt kampgejst tilbage, som vidnede om, at der måske alligevel er lidt tid igen...

Livet er en mærkelig størrelse. Lige så levende, farmor virker, når hendes øjne sanser os som kendte kære. Lige så livsforladt kan hun pludselig synes, når sygdom i perioder får taget i hende. Hun har altid frygtet at ende som dement. Hun ønsker at få fred inden da. At krop og sind på samme tid må sige farvel. Jeg beder om, at hun må få lov at få det ønske opfyldt!

Luftforandring

Jeg trænger til at begynde igen. Begynde på en frisk. Få luft. Ny luft. Luftforandring. Lige ned i lungerne. Helt ned, hvor jeg ofte glemmer at trække vejret ned. Jeg tager mig selv i at spænde skuldrene op under ørerne. Trække vejret overfladisk. Være på vagt. Være klar. Beredt, hvis nogen skulle angribe mig. Jeg er i forsvarsposition og klar til at forsvare min sårbarhed, som føles hudløst udstillet, selv når andres øjne bare flygtigt strejfer mig.

(Billedet er lånt her)

Jeg elsker efterår. Den klare himmel og den kolde luft. De ubegribelige farver. Den skarpe sol, der hænger over horisonten. Det blændende, som bliver brudt af det kolde, som sender hints om, at det er på vej.

Jeg vil ud i dét efterår. Ud i det ruskende voldsomme og det glinsende kolde. Det uvirkeligt smukke. Det hele på én gang. Et fri-rum, hvor forventninger om sol er væk. Nu kan det kun overraske positivt. Jeg glæder mig til at føle mig lille og ligegyldig midt i det store. At kunne sænke skulderne og for et øjeblik være alt andet end beredt. Jeg glæder mig til at være ligegyldig. Være væk. Gå hånd i hånd med ham, jeg ikke vil være væk fra. Lege, at livet; - det er lige her.