mandag den 7. februar 2011

Jeg elsker min seng!

Og om lidt vil jeg bruge 7 dejlige timer sammen med den!

Jeg har brugt den sidste time på at blive opdateret rundt omkring i blog-land. Jeg føler mig helt "udenfor" efter at have været væk nogle dage. Jeg er ikke helt opdateret endnu, men jeg vender forhåbentlig stærkt tilbage en af de kommende dage. Studiet fylder det meste lige nu, og jeg sætter ALT energi ind på at komme godt fra start. Status er fortsat INGEN fravær!! Det er helt vildt...

Tilbage til overskriften: Jeg elsker min seng, og nu kan jeg simpelthen ikke undvære den længere! Godnat der ude...

torsdag den 3. februar 2011

Yes man!

Jeg har klaret 2 hele dage på Journalisthøjskolen UDEN problemer! Jeg kan ikke beskrive, hvor glad, det gør mig! Jeg håber selvfølgelig, det fortsætter, men jeg ved jo samtidig, at det bare er et spørgsmål om tid, før jeg falder i et migræne-hul igen. Det er svært at finde balancen mellem at glæde mig over tilstanden nu, og samtidig være forberedt på, at det ikke varer ved, så jeg ikke bliver helt så skuffet, når det "går galt" næste gang.

Migræne-fri er jeg dog ikke. Det rammer mig om natten, så jeg ikke sover så meget eller så godt, men ud over træthed er jeg på toppen i dag-timerne, og det er SÅ fantastisk! Jeg nyder, at hverdagen nu i to dage har kørt i en fast rytme, hvor jeg sover nogle timer, når jeg kommer hjem fra skole, og så kan nå nogle ting om aftenen. Det er utroligt, så meget energi, jeg har, når jeg ikke er plaget af migræne. Jeg glemmer det helt, når jeg ikke oplever det...

Har I set filmen "Yes man" med Jim Carrey? Jeg er vild med den! Selvfølgelig er den for meget (det ér jo Jim Carrey), men jeg synes bare, plottet er så opmuntrende og livsbekræftende! Sig ja til livet! Ja, til det der byder sig! Muligheder frem for begrænsninger! Energi skaber energi - sådan er det for mig, og derfor er den positive spiral og den gode rille, man kan befinde sig i, bare så afgørende.

Jeg vil gå ud i verden! Ud i hverdagen! (...og lige nu ud i køkkenet og lave pandekager til min elskede mand!) Med løftet pande, rank ryg og positiv tilgang - og sige YES til det, der møder mig!


onsdag den 2. februar 2011

Første dag i resten af mit liv!

Ja, sådan er det jo hver dag. Altså første dag i resten af livet. Så de skal bruges godt, de dage. I dag har på en særlig måde været ny, da jeg har haft første dag på semesteret på Journalisthøjskolen. Det har været en god dag. En spændende dag. Og en lang dag, for migræne-mig. Det bliver et langt semester. Men jeg må fokusere på én dag af gangen. Én uge af gangen. Én måned af gangen. Forhåbentlig, når jeg helt i mål!

I aften er gardinerne til stuen blevet færdige. Dejligt, med et afsluttet projekt! Så de skal nu bare hænges op - og så lægger jeg lige et billede eller to ud...

Ellers har jeg bare lavet lektier, sovet lidt og besøgt jer rundt i blog-land. Jeg skal i seng nu, for en lang dag er på tapetet igen i morgen. Og tidlige morgener (som kl. 7) er ikke noget for mig. Jeg er i hvert fald nødt til at skabe det bedste udgangspunkt for, at jeg kommer til at kunne klare det.

Nå, ja, forresten. Så var der endnu en gang - for anden dag i træk - en skøn gave fra en dejlig give-away i postkassen. Tusind tak, Jo! Det var lige, hvad jeg trængte til. De sødeste turkise øreringe. De skal vist med på Journalisthøjskolen i morgen :)

tirsdag den 1. februar 2011

Dejlig overraskelse i postkassen!

Lige sådan en dag, hvor man godt kunne bruge lidt rart i postkassen - og sandelig, om der ikke også var det. En præmie fra en give away hos Paddehatten. To søde magneter med sommerfugle. Et skilt, hvor der står "cave" (kælder) og ikke mindst de dejligste klistermærke med forskellige mere eller mindre flyvende væsener - lige fra duer og papegøjer til ugler og høns.

Tusind tak, Padehat, både for den hyggelige gevinst - og ikke mindst fordi, den kom netop i dag! :)


Møg-start på dagen!!!

Så kom den, karakteren, og skal vi ikke bare sige, at det glædelige ved den er, at jeg bestod. Ikke meget mere end det. Jeg bliver trist. Bliver opgivende. Føler mig dum, uduelig, ubrugelig og slår mig selv hårdt oven i hovedet. Jeg er ikke "sådan en" der kun lige klarer mig igennem. Det plejer jeg ikke at være. Som oftest har jeg klaret det ganske udemærket. Den kroniske migræne har taget toppen af overskuddet. Toppen af energien. Toppen af fremmødet på universitetet og altså også toppen af karaktererne. Det gør ondt - ikke mindst, når jeg måske aldrig har kæmpet så hårdt, som jeg gør nu.

Tanken om at droppe det hele, smide håndklædet i ringen og sætte ambitionsniveauet helt helt ned er nærliggende og har bestemt også strejfet mig. Men fighter-bitchen i mit indre står - af uforklarlige grunde - stadig oprejst og VIL kæmpe! Jeg må give hende, at hun er tålmodig!

Jeg må vist bare følge med... Tage ét skridt af gangen. Én kamp af gangen. Og huske mig selv på, at karakterer intet har med mit værd som menneske at gøre. Man kan så nemt forfalde til at blande det sammen! Jeg ønsker sådan det gode liv. Det er dét, jeg må blive ved med at holde for øje - også når man får en møg-karakter smidt lige i nakken. Og at den rammer der, hvor man måske er aller mest hudløs...