Møg-start på dagen!!!

Så kom den, karakteren, og skal vi ikke bare sige, at det glædelige ved den er, at jeg bestod. Ikke meget mere end det. Jeg bliver trist. Bliver opgivende. Føler mig dum, uduelig, ubrugelig og slår mig selv hårdt oven i hovedet. Jeg er ikke "sådan en" der kun lige klarer mig igennem. Det plejer jeg ikke at være. Som oftest har jeg klaret det ganske udemærket. Den kroniske migræne har taget toppen af overskuddet. Toppen af energien. Toppen af fremmødet på universitetet og altså også toppen af karaktererne. Det gør ondt - ikke mindst, når jeg måske aldrig har kæmpet så hårdt, som jeg gør nu.

Tanken om at droppe det hele, smide håndklædet i ringen og sætte ambitionsniveauet helt helt ned er nærliggende og har bestemt også strejfet mig. Men fighter-bitchen i mit indre står - af uforklarlige grunde - stadig oprejst og VIL kæmpe! Jeg må give hende, at hun er tålmodig!

Jeg må vist bare følge med... Tage ét skridt af gangen. Én kamp af gangen. Og huske mig selv på, at karakterer intet har med mit værd som menneske at gøre. Man kan så nemt forfalde til at blande det sammen! Jeg ønsker sådan det gode liv. Det er dét, jeg må blive ved med at holde for øje - også når man får en møg-karakter smidt lige i nakken. Og at den rammer der, hvor man måske er aller mest hudløs...