lørdag den 7. maj 2011

U-målrettet

Hjertet pumper. Tankerne hvirvler. Nattesøvnen er ustabil. Kroppen spænder.

To-do-listernes længde minder om den uoverskuelighed, mit liv er kendetegnende ved. Eksamenen er gået i gang, og der er ikke udsigt til fri, ferie og fuldstændig ro før engang, ja, jeg ved ikke engang hvornår. Måske, når jeg bliver gammel. Det er til at tude over...

Alligevel føler jeg mig handlingslammet og u-målrettet. (jeg ved godt, det ikke er et rigtigt ord, men du forstår nok, hvad jeg mener). Jeg har travlt, men jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Jeg er træt, men har ikke ro til at sove.

Jeg har en uendelig lang vej foran mig. Jeg står i et vejkryds. Er i tvivl om, hvilken vej, der er den rette. Jeg begiver mig ud af én af dem. Tøver. Vender om. Fortsætter ud af en anden. Fortryder. Går tilbage. Prøver den første igen. Vender endnu engang tilbage til udgangspunktet. Jeg kæmper, forsøger, slider, men når ingen vegne. Fordi jeg er håbløst u-målrettet. Og måske en lille smule træt...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar