Vi er blevet opfordret til at læse op på det, vi er kommet bagefter med. På det, vi ikke helt har styr på. Jeg har været igennem alt min pensum for at få et overblik over hængepartier. Jeg har tre punkter på min studie to-do-liste. Mest fordi jeg var syg i tirsdags. Måske når jeg det i aften. Måske ikke. Indtil videre er dagen gået med fordybelse i så mange andre ting.
Fordybelse i vasketøjskurven. Det er da sunket lidt i den...
Fordybelse i Faktas varelager. Et udsnit er købt, hjembragt og lagt på plads...
Fordybelse i rode-bunkerne på skrivebordet, som efterhånden er forsvundet...
Fordybelse i en god veninde. Og hendes fordybelse i mig. En god telefonsnak...
Fordybelse i min egen navle. Ikke videre opmuntrende. Jeg vil gerne hurtigt væk der fra...
Om lidt vil jeg fordybe mig videre i melposer og dejskåle, når jeg skal have fyldt fryseren op med madpakke-og-morgenmads-proviant i form af grovboller. Jeg tror, jeg vil sætte hygge-melankolsk-musik på. Måske for at indbyde lidt tårer til at fordybe sig i mine tørre kinders rundinger. Mens hænderne fordyber sig i blød klistret bolledej. Nogle gange ville jeg ønske, jeg kunne forsvinde ind i musikken. I farver. I glas fyldt med det smukkeste broderigarn. Flyve til et ukendt sted. Fri for tanker, følelser, realisme og to-do-lister. Fordybe mig i mulighederne. Uden spejlets sandhed. Fordybe mig i dybet. Af glæde. Af ubekymrethed. Drømme om, at fordybelsens væsen, var den virkelige virkelighed!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar