Min skat!

Det har været et par hårde dage, de sidste. Mange tårer er løbet over kinderne, og mange tanker er blevet tænkt. Jeg har ikke udtænkt en forkromet plan, der får det hele til at falde på plads, men jeg har det alligevel bedre. Jeg ved, jeg har brug for tid, for at finde mine ben i det liv, der nu er mit. Jeg kan ikke forvente, at det går stærkt. Indtil da må jeg nok forberede mig på op-og-ned-ture. Men hvis man bliver mødt af skuldre, som er brede nok til, at man kan græde ud. Af arme, der er lange nok til at holde om sig. Og ikke mindst af villighed og kærlighed hos den, man deler livet med, så kan man klare meget. Fordi man ikke er alene.

Manden min ved, han ikke kan redde mig. Han ved, han ikke kan fjerne sygdommen, frustration, fortvivlelsen eller ked-af-det-heden. Men han vil gå sammen med mig gennem det hele. Græde med mig, og grine med mig, når jeg ikke orker at græde mere. Det er kærlighed!

...og så kom han med blomster til mig i går. Så kan jeg i det mindste se på noget smukt, mens jeg græder, som han sagde. What a man!