Jeg er ved at sy et "omslag" til min mac, så jeg kan passe godt på den. Det skal nok ende godt, men lynlåse er bare ikke min kop the! Ej, hvor det driller mig... Jeg forsøger at være et overskudsagtigt-tålmodigt menneske. Men det ér altså bare ikke altid, jeg kan overbevise mig selv om det længe nok af gangen til, at jeg kommer i mål med et projekt. Nu har jeg i hvert fald for anden gang pillet en lynlås af, (der skal to i, som skal nå sammen på midten), og næste gang - som først bliver i morgen - bliver forhåbentlig lykkens gang!
(Billedet er lånt her)
Følelsen af, at irritationen ruller gennem min krop, og længes efter at blive råbt, hvæset og slået ud, kommer over mig i sådanne situationer. Jeg ville virkelig ønske, at jeg ikke havde den der temperaments-hidsige trold boende indeni, som af og til påtvinger sig at komme ud - for fuldt tryk! Det er pinligt, umodent og over grænsen af og til... Jeg er blevet bedre til at trække mig tilbage, så jeg ikke for alvor lader det gå ud over nogen, men bare det at have sider, man bare overhovedet ikke kan lægge en dæmper på, er det ikke lidt barnligt?! Min mand griner i hvert fald lidt af mig og ryster på hovedet, og jeg forstår ham egentlig godt...
Nu håber jeg så bare, at trolden bliver i sengen i morgen, så jeg kan få syet den lynlås i!
(Billedet er lånt her)
Kender godt til den trold der :)
SvarSlet