Måske liiiiige kort nok

'Ding' siger døren hos frisøren. Jeg tager plads på ventestolen med en stor stak 'Se og hør' (der er jo en del, der skal læses, når frisøren er den eneste, man kender, der holder blade med sladder-historier - og at man kun besøger frisøren 1-2 gange årligt). Efter næsten en halv times venten bliver jeg endelig vist hen til den rigtige stol, får bundet et stykke stof under hagen og den søde frisørdame spørger lidt, snakker lidt, og så er vi da vist enige. På dette tidspunkt er jeg måske lidt fraværende. Jeg er midt i en historie om Frederik og Mary, og jeg tænker, at hun nok har styr på det, hende frisøren.

Pludselig er hun færdig, viser mig min nakke i ét af de der runde spejle, og spørger om jeg er tilfreds. Så er det, at der bliver lidt varmt i stolen, og at smækken under hagen begynder at stramme lidt ekstra meget. 'Joh, jah, jeg skal vist bare lige selv have fingrene i det' får jeg fremstammet. Velvidende at jeg ligner en mellemting mellem én som er 15 år ældre end mig og en pubertetsknægt med meget dårlig stil. Jeg betaler ved kassen og sjosker ud i stormvejret. Hjem og søger dækning.

Nu er manden kommet hjem, og efter det første chok havde lagt sig, mener han nu, det er ganske smart og frisk til mig. Hmm... Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg vænner mig vel til det - og så vokser det jo sandsynligvis også ud igen. Indtil da kan jeg gå og få fornemmelsen af, hvordan det er at være midt i 40´erne; og det er vel heller ikke så skidt at komme lidt på forkant af. Altså, nu hvor det skal være...