mandag den 11. april 2011

Ægteskab forever?

Vi har i aften været til anden del af et ægteskabskursus, som vi har brugt nogle af vores bryllupspenge på. Man sidder sammen med sin mand/kone ved små borde (totalt date-agtigt) og spiser en super lækker 3-retters menu tilberedt af en dygtig dygtig kok. En parterapeut kommer så imellem retterne kommer med et lille oplæg til videre snak og refleksion. Både lærerigt og humoristisk er hans oplæg. En del anekdoter fra hans 'karriere', og det bliver til mange grin og trækken på smilebåndet i løbet af sådan en aften. Simpelthen fordi man føler sig 'ramt'. På den gode måde som i fx 'det-er-ikke-kun-os-der-kender-til-at-mænd-glemmer-og-kvinder-bekymrer-sig-agtige-måde.'


Nu er det ikke sådan en kursus, man tager på, fordi ens ægteskab er dårligt. Det er nærmere en investering i at det ikke skal blive dårligt. I at lære sig selv og hinanden bedre at kende. I at få redskaber til, hvordan man kan passe på den kærlighed, man har til hinanden (også midt i stress og jag og svære tider). Og til at blive endnu mere glade for hinanden. Totalt win-win!

Vi snakkede i en helt anden sammenhæng om ægteskab i min læsegruppe tidligere i dag. Der er mange holdninger til det at være gift. Især til om et ægteskab er 'for altid' som i 'indtil vi ikke elsker mere' - eller i altid, som i 'til døden'! Jeg ved godt, det er nemt at sige efter et halvt års ægteskab, og det er heller ikke for at lyde frelst, men for mig er det meget bogstaveligt indtil døden skiller os.

Selvfølgelig kan der ske så meget, men indstillingen er bare så afgørende... Hvis jeg nu forestiller mig, at jeg bliver forelsket i en anden mand. Spørgsmålet er så, hvad jeg gør ved det. Lader jeg det vokse sig stort og spændende og lever det til sidst ud, eller fortæller jeg det til min mand, allerede der, hvor følelserne til 'den anden' endnu ikke har vokset sig store? Så kan vi hjælpe hinanden i kampen mod det, der kan ødelægge vores ægteskab. Fordi det vigtigste for os er at ville hinanden - ville vores ægteskab. Ikke fordi vi vil ignorere lykken, hvis den tilbyder sig et andet sted, men fordi vi grundlæggende tror på, at lykken er sammen. Og tror på, at græsset ikke er grønnere på den anden side - heller ikke selvom det kan se sådan ud.

Jeg ønsker ikke at lyde retfærdig. Jeg ved, der er mange, der kæmper sig halvt ihjel i deres ægteskaber, hvor der ikke er nogen anden udvej end at gå fra hinanden. Det respekterer jeg. Jeg bliver bare mere og mere opmærksom på: Jo mere man investerer i sit ægteskab, jo større et tab bliver det også at lade det gå i stykker. Hvis det hele tiden er dét perspektiv begge parter lever med, er et godt ægteskab vel langt hen af vejen et valg?!

1 kommentar:

  1. Jeg synes, du har en rigtig rigtig god holdning til ægteskabet. Nu er jeg ikke gift, men jeg har fundet ham, jeg skal giftes med - og vi betragter allerede vores forhold på denne måde, selvom vi endnu ikke er lovformeligt husbond og frue ;-)

    SvarSlet