lørdag den 8. januar 2011

Uglen i hulen

Egentlig burde jeg fortsat med stor energi kaste mig glædeligt over eksamens-bøgerne. Men jeg orker ikke mere for i dag! Mit ofte migræne-ramte hoved brokker sig over de mange ord, jeg har budt det. Ikke fordi et decideret anfald har indfundet sig (så ville jeg ikke sidde her!), men den der pressende fornemmelse rundt om hovedet, som - i mit tilfælde - ofte er et hint om snart at skulle i "hi" har plantet sig hos mig.

Som så ofte før, når jeg er frygtelig træt, begynder tankerne at kredse om alle de idéer, man kunne gå i gang med. Fx er der det retro-stof, som er indkøbt til gardiner i stuen. Man kunne jo liiiige... Og så alligevel. Måske var det bedre med en aften på sofaen, sammen med min dejlige mand og en god film. Bare for at være helt klar i morgen igen!

I går aftes, da jeg var nået til den samme eksamens-træthed, udmøntede krilleren i fingrene sig i et par små papir-ugler, som i dag har holdt mig med selskab over skrivebordet. Selvom de er tegnet og klippet efter fri fantasi, kan jeg ikke udelukke, at idéen er en sammensmeltning af forskellig inspiration fra andre ugle-kreatører. Så er vi tilbage ved snakken om originaler, kopier og alt der imellem. Det er vel nærmest umuligt at lave noget helt originalt - og især når det kommer til noget så retro-hipt, som gode gamle ugler! Men hvis jeg skulle have "trådt nogen over tæerne", så lad mig vide det. Det er på ingen måde min intention!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar